Når ønsket om at gøre det godt glider over i en indre stemme, der gør ondt.
Dårlig samvittighed starter ofte som et signal.
Et tegn på, at noget er vigtigt for os. At vi vil vores børn det godt.
Men for mange forældre stopper det ikke dér.
Den dårlige samvittighed glider stille over i selvkritik.
En indre stemme, der ikke bare siger: “Det her var svært” men: “Det var ikke godt nok”.
Måske kender du stemmen.
Den, der dukker op bagefter.
Efter råbet.
Efter den skarpe tone.
Efter endnu en dag, hvor overskuddet slap op.
Stemmen, der siger: Hvorfor kan du ikke tage dig sammen?
Andre klarer det jo. Hvad er der galt med dig?
For mange forældre bliver selvkritik en måde at holde sig selv ansvarlig på.
Som om man bliver en bedre forælder af at være hård ved sig selv.
Som om skammen kan sikre, at det ikke sker igen.
Men selvkritik skaber sjældent forandring.
Den skaber spænding.
Afstand.
Og endnu mindre overskud.
Når vi taler hårdt til os selv, er det ikke fordi, vi er ligeglade.
Det er ofte fordi, vi er trætte.
Overbelastede.
Og står med et ansvar, der føles tungt.
Selvkritik får os til at tro, at vi er problemet.
I stedet for at se, at vi står i et problem.
Der er stor forskel på at tage ansvar og på at gøre sig selv forkert.
Ansvar kan være: “Det her blev ikke, som jeg ønskede, hvad kan jeg gøre anderledes næste gang?”
Selvkritik lyder mere som: “Jeg fejler som forælder.”
Den forskel er vigtig.
For når selvkritikken fylder, mister vi kontakten til det, der faktisk hjælper.
Nysgerrighed.
Mildhed.
Evnen til at stoppe op og justere.
Ja, selv nærværet kan forsvinde i den evige selvkritik.
At lægge selvkritikken fra sig betyder ikke, at man giver op.
Det betyder, at man vælger en anden vej.
En vej, hvor forældrerollen ikke skal bæres med skam, men med menneskelighed.
Og måske er det netop dér, den dårlige samvittighed kan få lov til at stoppe med at larme,
fordi den endelig bliver mødt.
Med kærlig omsorg
Sara
