“Tag lige skoene på.” Du venter lidt. “Du skal have sko på nu.”
Der sker stadig ingenting, og få minutter senere hører du dig selv sige det igen. Denne gang lidt højere og måske med en irritation i stemmen, som ikke var der første gang.
Det kan være skoene om morgenen, lektierne, tandbørstningen, oprydningen eller beskeden om, at det er tid til at slukke skærmen. Du synes egentlig, at du har sagt det både tydeligt og flere gange, men alligevel sker der ingenting.
Til sidst kommer den måske: “Hvor mange gange skal jeg egentlig sige det?”
Hørte mit barn overhovedet, hvad jeg sagde?
Når vi har sagt noget flere gange uden at få en reaktion, kan det hurtigt føles, som om barnet bevidst ignorerer os. Men nogle gange er det værd at stoppe op ved, om barnet overhovedet var klar til at modtage beskeden.
Måske råbte du den fra køkkenet, mens barnet sad på værelset. Måske var barnet midt i et spil, en leg eller en samtale. Måske sagde du tre ting på én gang: Find skoene, husk madpakken og tag jakken på, for vi skal køre om fem minutter.
Nogle gange kan vi lægge en hånd på barnets skulder som en slags antenne. Den lille kontakt kan hjælpe barnet med at rette opmærksomheden mod os, så det både mærker os og hører det, vi siger.
Vi voksne kan også have svært ved at skifte fokus, når vi er optaget af noget. Alligevel forventer vi nogle gange, at børn kan slippe det, de er i gang med, i samme sekund vi siger noget.
Det betyder ikke, at du ikke skal forvente, at dit barn reagerer på det, du siger. Men måske kan det gøre en forskel, om beskeden bliver sendt gennem huset, eller om du går hen til barnet, får kontakt og siger det, du har brug for.
Gentagelser kan blive en vane
Hvis barnet er vant til, at den første besked bliver fulgt af en anden, en tredje og en fjerde, kan der måske opstå et mønster, uden at nogen af jer egentlig har besluttet det.
Barnet lærer, at der ikke sker så meget ved den første besked, for mor eller far siger det jo igen. Og du lærer næsten samtidig, at dit barn først reagerer, når stemmen bliver lidt skarpere.
Pludselig er I havnet i en rytme, hvor du siger det flere gange, irritationen stiger, og barnet reagerer, når det kan høre på din stemme, at nu mener du det virkelig.
Det kan være opslidende for jer begge.
For måske var problemet ikke, at du skulle sige det ti gange. Måske var problemet, at I efterhånden begge var kommet til at forvente, at der skulle ti gentagelser til.
Hvad forventer du egentlig af dit barn?
Nogle gange kommer vi også til at give beskeder om ting, som vi tænker, barnet burde vide.
“Ryd op efter dig.” “Gør dig klar.” “Pak dine ting.”
For os voksne kan det lyde ganske tydeligt. Men hvad betyder “gør dig klar” egentlig? Skal barnet tage tøj på, børste tænder, pakke taske, finde sko og tage jakke på? Og kan barnet overskue alle de ting på én gang?
Det, der for dig er én lille besked, kan for barnet bestå af mange små handlinger.
Alder og udvikling betyder selvfølgelig også noget. Det er forskelligt, hvor meget et barn kan overskue, huske og tage ansvar for, og det, vi kan forvente af en teenager, er ikke det samme, som vi kan forvente af et mindre barn.
Men børn bliver heller ikke mere selvstændige, hvis vi altid kommer dem i forkøbet. Nogle gange skal de have mulighed for selv at huske, glemme, prøve igen og gradvist tage mere ansvar.
Bliver du først hørt, når du bliver vred?
Noget af det mest frustrerende kan være oplevelsen af, at barnet først reagerer, når du hæver stemmen.
Du har sagt det roligt flere gange. Ingenting sker. Så bliver du vred, og pludselig kommer der bevægelse.
Det kan næsten føles som et bevis på, at du er nødt til at blive vred for at blive hørt.
Men måske fortæller det snarere noget om det mønster, der er opstået mellem jer. Hvis den skarpe stemme hele tiden bliver signalet for “nu gælder det”, kan de rolige beskeder efterhånden komme til at føles mindre vigtige.
Det er ikke noget, der nødvendigvis ændrer sig fra den ene dag til den anden. Vaner i en familie bliver til over tid, og de kan også tage tid at ændre.
Men måske kan du begynde med at lægge mærke til, hvad der sker hos jer. Hvornår reagerer dit barn? Hvornår begynder du at gentage dig selv? Og hvornår ændrer din stemme sig?
Ikke for at finde ud af, hvem der gør noget forkert, men for at opdage det mønster, I måske er kommet ind i sammen.
Måske behøver du ikke sige det ti gange
Det er let at ende med at tænke, at barnet bare skal blive bedre til at høre efter. Og selvfølgelig skal børn gradvist lære at lytte, reagere og tage ansvar for det, der forventes af dem.
Men kommunikation går begge veje.
Måske handler det nogle gange om at sige mindre, skabe kontakt først og være tydeligere om, hvad du forventer. Andre gange handler det om at give barnet tid til faktisk at gøre det, du lige har bedt om, i stedet for at sende næste besked afsted med det samme.
Og så vil der stadig være dage, hvor du siger det én, to, fem eller ti gange. For sådan er familielivet også.
Men måske kan spørgsmålet indimellem ændres fra: “Hvorfor hører mit barn aldrig efter?”
til: “Hvad sker der egentlig mellem os, når jeg skal sige det så mange gange?”
For måske ligger der noget interessant i svaret.
Med kærlig omsorg
Sara





