Du tager en beslutning. Du tænker, at den føles rigtig, og at det er sådan, du gerne vil gøre. Måske handler det om skærmtid, sengetid, pligter derhjemme eller noget helt andet. Og alligevel kan tvivlen komme snigende bagefter. Var jeg for hård? Skulle jeg have lyttet mere? Gav jeg for hurtigt efter? Hvad nu hvis jeg gør det helt forkert?
Usikkerhed følger mange forældre, også dem der udefra ser ud til at vide præcis, hvad de gør. For når det handler om vores børn, betyder vores valg noget for os. Vi vil gerne gøre det rigtige, og netop derfor kan vi komme til at gruble over de små og store beslutninger, vi træffer undervejs.
Der findes ikke et facit
Vi kan søge viden om børn og opdragelse. Vi kan læse bøger, lytte til fagpersoner og tale med andre forældre. Vi kan også se tilbage på vores egen barndom og tænke over, hvad vi selv ønsker at tage med videre, og hvad vi gerne vil gøre anderledes. Men uanset hvor meget vi ved og undersøger, får vi aldrig et facit på, hvordan vi skal være forældre.
For børn er forskellige. Det, der virker med ét barn, virker ikke nødvendigvis med et andet, og det, der fungerede for et halvt år siden, fungerer måske ikke længere. Barnet udvikler sig, familien forandrer sig, og vi selv står heller ikke det samme sted hele tiden.
Måske er det netop noget af det, der gør forældreskabet så usikkert. Vi træffer hele tiden beslutninger, uden at vi på forhånd kan vide præcis, hvad konsekvensen bliver.
Vi opdrager vores børn til en fremtid, vi ikke kender
Der er også en anden usikkerhed, som vi måske ikke taler så meget om. Vi skal hjælpe vores børn med at blive klar til et voksenliv, som ingen af os ved, hvordan kommer til at se ud.
Da vi selv var børn, kunne vores forældre heller ikke vide, hvordan verden ville udvikle sig. På samme måde kan vi ikke vide, hvilket samfund vores børn skal være voksne i, hvilke krav de kommer til at møde, hvordan deres arbejdsliv kommer til at se ud, eller hvilke muligheder og udfordringer der venter dem.
Alligevel står vi midt i hverdagen og skal træffe valg. Skal jeg stille flere krav? Skal jeg hjælpe mindre? Skal mit barn lære at holde fast, eller er det vigtigere at kunne mærke, hvornår nok er nok? Hvilke egenskaber får mit barn egentlig brug for senere?
Det ved vi ikke.
Måske skal vi derfor heller ikke kunne forberede vores børn på alt det, der kommer. Måske handler det mere om at give dem noget med sig, som de kan bruge, også når verden omkring dem forandrer sig. At kunne mærke sig selv, være nysgerrig, indgå i relationer, tage ansvar, håndtere modgang, sige fra, bede om hjælp og turde stå i situationer, hvor svaret ikke allerede ligger klar.
Tvivlen behøver ikke betyde, at du gør noget forkert
Når usikkerheden rammer, kan det være nærliggende at kigge på andre forældre. De virker måske mere sikre. De ser ud til at have fundet deres måde at gøre tingene på, og pludselig kan ens egen tvivl føles som et tegn på, at de andre ved noget, man selv ikke har forstået.
Men vi ser kun en lille del af hinandens forældreskab. Vi ser ikke nødvendigvis de tanker, der kommer bagefter, samtalerne ved køkkenbordet eller de aftener, hvor andre forældre også ligger og spekulerer på, om de skulle have gjort noget anderledes.
Måske er målet derfor heller ikke at nå frem til et sted, hvor du aldrig længere bliver usikker. For du kommer til at møde nye situationer, dit barn kommer til at forandre sig, og du kommer indimellem til at stå uden et klart svar.
Usikkerheden kan være ubehagelig, men den fortæller ikke nødvendigvis, at du ikke ved, hvad du laver. Nogle gange fortæller den bare, at det betyder noget for dig, hvordan du møder dit barn.
Forældreskab kommer ikke med et facit. Og måske er noget af det vigtigste, vi kan give vores børn, heller ikke en forælder, der altid kender svaret, men en forælder, der tør tænke, mærke efter, indrømme fejl, blive klogere og nogle gange ændre kurs undervejs.
Med kærlig omsorg
Sara
