Om mig
Kvinden bag Coach Sara
Jeg er vokset op i Hjortkær, og de værdier, jeg har med mig fra min barndom, har været med til at forme det menneske, jeg er i dag.
Jeg er gift med Lars, og sammen har vi fire sønner. At være mor til fire drenge har givet mig et familieliv fyldt med oplevelser, glæder, bekymringer, grin og selvfølgelig også konflikter. For sådan er familielivet jo også.
Lars har været selvstændig murermester med lange arbejdsdage, og det betød, at jeg ofte stod med meget af hverdagen omkring drengene. Der var perioder, hvor jeg syntes, at tiden var knap, og hvor jeg følte, at jeg hele tiden skulle være på. Men det var også et familieliv, vi selv havde valgt, og vi fandt vores måde at få hverdagen til at hænge sammen på.
Noget af det, jeg husker med særlig glæde, er, at når jeg havde fri, havde drengene også fri. Nogle gange lavede vi noget sammen, andre gange legede de med hinanden eller havde kammerater med hjem. Vores hjem var et sted, hvor der var plads til både vores egne drenge og deres venner.
Og nogle af vennerne følte sig efterhånden så hjemme, at de bare gik direkte i køleskabet. Det siger måske meget godt noget om den stemning, jeg gerne ville have i vores hjem.
Jeg har aldrig været den perfekte mor, og det har heller aldrig været mit mål. Jeg har gjort mig erfaringer, truffet beslutninger, været i tvivl og lært undervejs. Og jeg ved, at familielivet kan se meget forskelligt ud, alt efter hvilke muligheder og omstændigheder man har.
De erfaringer tager jeg med mig som menneske og som coach. Ikke fordi min måde at være mor på er den rigtige for andre, men fordi jeg ved, hvor meget der kan ligge bag de valg, vi træffer som forældre.
Din forældre- og familiecoach
Efter mange år som pædagog fik jeg lyst til at prøve noget nyt. Jeg ville gerne bygge videre på min erfaring og blive endnu klogere på mennesker, relationer og det, der sker mellem os. Derfor begyndte jeg at læse på universitetet og blev cand.mag. i pædagogik.
Men hvad skulle jeg så bruge min uddannelse til?
Jeg havde længe været optaget af samarbejdet med forældre og af, hvor forskelligt familielivet kan se ud. Samtidig havde jeg været mentor for et barn i Ribe, og den erfaring gav mig endnu mere lyst til at arbejde med mennesker på en anden måde.
Efterhånden voksede tanken om at blive coach frem. Jeg kunne se en mulighed for at kombinere min pædagogiske viden med mine erfaringer fra både arbejdslivet og mit eget familieliv. Derfor uddannede jeg mig til certificeret coach.
I dag holder jeg især af de samtaler, hvor en mor eller far pludselig får øje på noget, de ikke havde tænkt over før. Måske opdager de nye muligheder, måske forstår de deres barn eller sig selv lidt bedre, eller måske bliver de mere sikre på de valg, de gerne vil træffe.
Jeg har ikke svarene på, hvordan andre skal leve deres familieliv. Men jeg har både faglig viden, erfaring og en stor nysgerrighed på mennesker, som jeg tager med ind i samtalerne. Og så tror jeg på, at der også skal være plads til et smil undervejs.
