Du ved godt, hvor din grænse går. Alligevel tøver du måske med at sige den højt, fordi du allerede kan forestille dig reaktionen. Dit barn bliver vredt, smækker måske med døren eller fortæller dig, at du er den eneste forælder i hele verden, der har sådan en regel.
Og så kommer tvivlen. Er jeg for streng? Skubber jeg mit barn væk? Hvad nu hvis alle de grænser ender med at gå ud over vores relation?
For vi ønsker jo ikke bare, at vores børn gør, som vi siger. Vi ønsker nærhed, tillid og en relation, hvor vores børn tør komme til os, også når livet bliver svært. Derfor kan det gøre ondt, når en grænse skaber afstand lige dér, hvor vi egentlig ønsker kontakt.
En god relation betyder ikke altid enighed
Det kan være fristende at tænke, at en god relation er en relation med få konflikter. At hvis vi bare kan tale os frem til en løsning, som både barnet og vi selv er tilfredse med, så har vi gjort det godt.
Men sådan fungerer relationer sjældent. Heller ikke relationen mellem børn og forældre.
Dit barn kan være dybt uenig med dig og stadig have en god og tryg relation til dig. Dit barn kan synes, at en regel er åndssvag, blive vred over en beslutning eller ønske sig noget helt andet, end du har besluttet, uden at jeres relation dermed er ødelagt.
Måske bliver det først rigtig svært, når vi som forældre kommer til at tro, at barnets vrede eller afstand i øjeblikket fortæller noget om hele relationen.
For en smækket dør er en smækket dør. Den behøver ikke betyde: “Jeg vil ikke have dig i mit liv.”
Nogle gange betyder den måske bare: “Jeg er virkelig vred på dig lige nu.”
Grænser handler også om dig
Når vi taler om grænser i familier, kommer samtalen ofte til at handle om børnene. Hvad må de? Hvad må de ikke? Hvornår skal de være hjemme? Hvor meget skærm må de have? Hvad forventer vi af dem?
Men grænser handler ikke kun om at styre barnets adfærd. De handler også om, hvad du selv kan være i.
Måske har du brug for, at der ikke bliver råbt ad dig. Måske vil du ikke acceptere, at dine ting bliver taget uden at spørge. Måske har du brug for ro på bestemte tidspunkter, eller for at alle i familien bidrager med noget derhjemme.
Det gør dig ikke til en mindre kærlig forælder.
Tværtimod er du også en del af relationen. Hvis dine egne grænser konstant bliver skubbet til side for at undgå konflikter, kan irritationen begynde at vokse. Måske siger du ja, selvom du mener nej, og bagefter bliver du vred over noget, som du faktisk selv har accepteret.
En relation består ikke kun af barnets behov. Dine behov og grænser findes også.
Måden vi sætter grænsen på betyder noget
Der er forskel på at have en grænse og på den måde, vi giver den videre.
Vi kan godt stå fast uden at ydmyge, true eller gøre barnet forkert. Vi kan være uenige uden at gøre relationen til indsats i konflikten, og vi kan sige fra over for en handling uden at gøre barnets person til problemet.
Det betyder ikke, at vi altid lykkes med det. Nogle gange bliver vi vrede. Stemmen bliver måske højere, end vi havde tænkt os, eller vi får sagt noget på en måde, vi bagefter ville ønske, vi havde gjort anderledes.
Det er også en del af familielivet.
En god relation kræver ikke, at vi aldrig træder forkert. Den kræver heller ikke, at barnet aldrig bliver såret, vredt eller frustreret over os. Men vi kan vende tilbage. Vi kan tale om det, der skete, tage ansvar for vores egen del og stadig holde fast i den grænse, der var vigtig.
At sige undskyld for måden, du sagde noget på, betyder ikke nødvendigvis, at du skal trække det tilbage, du sagde.
Dit barn behøver ikke kunne lide din grænse
Måske er noget af det sværeste ved at sætte grænser, at vi ikke kan bestemme, hvordan barnet reagerer på dem.
Vi kan sige tingene roligt og respektfuldt, og barnet kan stadig blive rasende. Vi kan forklare vores beslutning, og barnet kan stadig synes, at den er dybt urimelig.
Det kan vi ikke altid gøre noget ved.
Forældreskab handler også om nogle gange at kunne være i, at vores barn ikke kan lide det, vi beslutter. Ikke fordi barnets følelser er ligegyldige, men fordi kærlighed og grænser godt kan eksistere samtidig.
Måske er det derfor ikke grænsen i sig selv, der afgør, om relationen tager skade. Måske handler det i højere grad om, hvad der sker mellem jer omkring den.
Kan dit barn være vredt og stadig mærke, at du er der? Kan I være uenige uden at kærligheden bliver trukket tilbage? Og kan du stå ved dig selv, samtidig med at der stadig er plads til dit barn?
For en stærk relation er måske ikke en relation uden grænser og konflikter.
Det er en relation, der også kan holde til dem.
Med kærlig omsorg
Sara
