Nej, du må ikke få mere skærm. Nej, vi skal ikke købe den. Nej, du kan ikke blive oppe længere. Nej, du må vente. Nej, vi skal hjem nu.
Nogle dage kan det næsten føles, som om det eneste ord, der kommer ud af munden på dig, er nej. Du hører dig selv sige det hele tiden, og måske begynder du på et tidspunkt at tænke: Hvorfor skal jeg altid være den, der siger nej?
For du har jo ikke lyst til at være den sure forælder. Du vil gerne have det rart med dit barn, grine sammen og være den, dit barn kommer til. Alligevel står du midt i hverdagen og skal sætte grænser for alt fra slik og skærme til sengetider, indkøb og det, der overhovedet kan lade sig gøre lige nu.
Når et lille nej begynder at fylde
Et nej kan være ganske lille for dig og meget stort for dit barn. Du siger måske nej til ti minutter mere med skærmen, mens dit barn oplever, at du stopper noget, der lige nu føles enormt vigtigt. Derfor kommer der måske protester, vrede eller forhandlinger, og pludselig fylder det lille nej meget mere, end du havde forestillet dig.
Det kan være fristende at begynde at forklare. Måske forklarer du, hvorfor det er sengetid, hvorfor I ikke skal købe noget i dag, eller hvorfor skærmen skal slukkes. Når dit barn fortsat protesterer, forklarer du lidt mere, fordi du håber, at hvis bare barnet forstår dit nej, bliver det lettere at acceptere. Men nogle gange behøver børn ikke flere forklaringer. De har måske mere brug for at vide, at vi holder fast, fordi det er os som forældre, der nogle gange må vide bedre.
Men børn behøver ikke nødvendigvis synes, at vores beslutninger er rimelige. De må gerne blive skuffede over et nej, selvom vi som voksne har en god grund til at sige det.
Det kan være svært at stå i, især når du egentlig bare ønsker ro.
Skal mit barn ikke også have lov til at bestemme?
Mange forældre ønsker, at deres børn bliver hørt og taget alvorligt. Vi vil ikke tilbage til en tid, hvor børn bare skulle gøre, som der blev sagt, fordi den voksne bestemte. Vi spørger vores børn, lytter til deres ønsker og giver dem mulighed for at få indflydelse på deres eget liv.
Men måske kan ønsket om at give børn indflydelse også gøre os lidt usikre på, hvornår vi som voksne skal tage beslutningen.
For der er forskel på at blive hørt og på at bestemme. Dit barn kan godt have en mening om sengetiden, samtidig med at det er dig, der beslutter, hvornår det er tid til at gå i seng. Dit barn kan godt være vred over, at skærmen skal slukkes, uden at beslutningen derfor behøver at blive lavet om.
At lytte til et barn betyder ikke, at barnet altid får det, som det ønsker. Nogle gange betyder det, at vi lytter til protesten og stadig holder fast i vores nej.
Når barnets skuffelse bliver svær at være i
Måske er det heller ikke altid selve ordet nej, der er svært. Måske er det det, der kommer bagefter.
For når dit barn bliver vredt, ked af det eller skuffet, kan det ramme noget i dig. Du havde måske håbet på en hyggelig eftermiddag, og nu står I midt i en konflikt. Måske begynder du at tvivle på, om det virkelig var nødvendigt at sige nej. Måske får du dårlig samvittighed, eller måske bliver du irriteret over, at sådan en lille ting pludselig skal fylde så meget.
Og nogle gange giver vi måske efter, ikke fordi vores nej var forkert, men fordi det er svært at holde ud, at vores barn er utilfreds med os.
En ting er dog vigtig at huske her: Hvis du efter en lang arbejdsdag kan mærke, at du er så træt, at du faktisk ikke har overskud til at holde fast i dit nej, så overvej, om det er et nej, du behøver at give lige nu. Det kan være bedre at vælge sine nej’er end at sætte en grænse, som man allerede på forhånd ved, at man ikke kan holde fast i.
Det er menneskeligt. De fleste af os vil hellere se vores børn glade end skuffede. Men vores børn kommer til at møde nej’er mange steder i livet. De kommer til at opleve, at andre mennesker har grænser, at noget ikke kan lade sig gøre, og at deres ønsker ikke altid kan blive opfyldt.
Det betyder ikke, at vi bevidst skal gøre livet svært for dem. Men måske behøver vi heller ikke altid fjerne den skuffelse, der opstår, når verden ikke bliver, som de havde håbet.
Måske siger du ikke nej hele tiden
Når nej’erne fylder, kan det føles, som om hele relationen til dit barn består af grænser, regler og konflikter. Men prøv et øjeblik at tænke på alt det andet, der også foregår i løbet af en dag.
Alle de små ja’er. Ja til at høre historien. Ja til et kram. Ja til at se det, barnet gerne vil vise dig. Ja til at hjælpe. Ja til at grine sammen. Ja til at lytte til noget, du måske allerede har hørt tre gange.
Dem lægger vi ikke altid mærke til på samme måde.
Måske er du derfor ikke en forælder, der hele tiden siger nej. Måske er du en forælder, der både siger ja og nej, lytter og bestemmer, giver plads og sætter grænser.
Og måske behøver et nej ikke være det modsatte af omsorg. Nogle gange er det bare en del af det at være den voksne, som barnet også har brug for.
Med kærlig omsorg
Sara
