Mange forældre oplever, at de ofte ender i de samme konflikter med deres barn.
Det kan handle om skærme, sengetid, lektier, oprydning, påklædning eller noget helt andet. Selvom emnerne kan være forskellige, kan følelsen være den samme. Man står i en situation, som føles velkendt, og inden længe udvikler den sig på en måde, man næsten havde forudset.
Måske havde du lovet dig selv, at du ville håndtere det anderledes denne gang. Måske havde du besluttet dig for at være mere rolig, mere tålmodig eller mindre kontrollerende. Alligevel kan du pludselig stå midt i en konflikt, der minder om en, I har haft mange gange før.
For mange forældre kan det skabe både frustration og afmagt. For hvis man allerede kender konflikten, hvorfor er det så så svært at ændre den?
Samtidig kan det være svært ikke at begynde at lede efter forklaringer. Nogle begynder at tænke, at deres barn er særligt stædigt eller udfordrende. Andre vender blikket mod sig selv og tænker, at de må gøre noget forkert. Men ofte er virkeligheden mere nuanceret end som så.
For konflikter opstår ikke nødvendigvis, fordi nogen gør noget forkert. De opstår ofte, fordi mennesker lever tæt sammen og har forskellige behov, ønsker og grænser.
Når vi begynder at kende konflikterne på forhånd
Noget af det særlige ved tilbagevendende konflikter er, at både børn og voksne ofte begynder at genkende dem, allerede før de er gået i gang.
Måske ved du næsten på forhånd, hvordan dit barn vil reagere, når du siger, at skærmen skal slukkes. Måske ved dit barn også allerede, hvordan du plejer at reagere, når modstanden kommer.
På den måde kan både børn og voksne komme til at gå ind i situationen med erfaringer fra tidligere konflikter.
Det betyder ikke, at nogen gør det bevidst. Men vores tidligere oplevelser påvirker os mere, end vi ofte lægger mærke til.
Hvis en bestemt situation mange gange har ført til irritation, kan kroppen begynde at forberede sig på konflikten allerede inden den opstår. Tålmodigheden bliver måske lidt kortere. Stemmen lidt mere anspændt. Barnet mærker det, og reagerer måske på det.
Pludselig påvirker begge parter hinanden, uden at nogen af dem egentlig ønsker det.
Derfor kan nogle konflikter komme til at føles næsten automatiske. Ikke fordi de er det, men fordi mønstret er blevet så velkendt.
Jo længere tid et mønster har været en del af familielivet, desto lettere kan det være at tro, at sådan vil det altid være. Men det betyder ikke nødvendigvis, at konflikten fortæller noget om relationen mellem dig og dit barn. Ofte fortæller den mere om et mønster, som har fået lov til at slå rødder.
Konflikter handler sjældent kun om det, vi skændes om
Når vi står midt i en konflikt, er det naturligt at fokusere på det, vi faktisk skændes om.
Hvis konflikten handler om skærmtid, tænker vi, at problemet er skærmen. Hvis den handler om oprydning, tænker vi, at problemet er oprydningen.
Men mange konflikter rummer mere end det, vi umiddelbart kan se.
Et barn kan være træt efter en lang dag. Det kan føle sig presset, frustreret eller have brug for mere indflydelse på sin egen hverdag. Samtidig kan en forælder være mentalt fyldt op efter arbejde, praktiske opgaver og dagens mange beslutninger.
Når to mennesker mødes i den tilstand, kan selv små ting udvikle sig til noget større.
Det betyder ikke, at grænser ikke er vigtige. Det betyder heller ikke, at børn altid skal have deres vilje. Men det betyder, at konflikten ofte bliver påvirket af langt mere end det konkrete emne.
Nogle gange handler konflikten om behovet for selvbestemmelse. Andre gange handler den om træthed, frustration eller følelsen af ikke at blive forstået.
Det gælder både børn og voksne.
For bag mange konflikter findes der følelser, som ikke altid er synlige ved første øjekast.
Måske er problemet ikke selve konflikten
Mange forældre drømmer om mindre konflikt i hverdagen, og det er der ikke noget mærkeligt i. Konflikter kan være udmattende, især når de opstår på tidspunkter, hvor overskuddet i forvejen er presset. De kan også få os til at tvivle på os selv og på relationen til vores barn, fordi vi så gerne vil skabe en hverdag præget af nærhed, samarbejde og gode oplevelser.
Samtidig er det værd at huske, at konflikter i sig selv ikke nødvendigvis er et tegn på, at noget er galt. Uenigheder findes i alle relationer, fordi mennesker har forskellige behov, ønsker og perspektiver. Det gælder i parforhold, mellem søskende, mellem venner og naturligvis også mellem børn og forældre. Når mennesker lever tæt sammen, vil der opstå situationer, hvor de ikke ser ens på tingene, eller hvor deres behov støder sammen.
Derfor er det måske heller ikke selve konflikten, der er det største problem. Ofte handler det mere om, hvad der sker bagefter. Om vi finder tilbage til hinanden, når følelserne har lagt sig. Om vi kan reparere relationen, hvis noget blev sagt på en måde, vi fortryder. Og om vi kan vise vores børn, at uenighed ikke behøver føre til afstand mellem mennesker.
For børn lærer ikke kun af de rolige og harmoniske øjeblikke. De lærer også af det, der sker, når noget bliver svært. De ser, hvordan vi håndterer frustration, hvordan vi siger undskyld, og hvordan vi finder tilbage til hinanden efter en konflikt. På den måde kan konflikter faktisk også blive en del af barnets erfaring med, hvordan relationer fungerer i virkeligheden.
Måske er målet derfor ikke at skabe et familieliv helt uden konflikter. Måske handler det i højere grad om at forstå dem lidt bedre og om at huske, at en konflikt ikke behøver fortælle hele sandheden om relationen mellem dig og dit barn. For de fleste forældre elsker deres børn højt, og de fleste børn elsker deres forældre, også på de dage hvor konflikterne fylder mere, end nogen af dem havde ønsket.
Med kærlig omsorg
Sara
