Det er en af de ting, mange forældre slår sig selv i hovedet med.
Man har lovet sig selv, at man vil være rolig. Man vil tale pænt. Man vil møde sit barn med forståelse og tålmodighed. Alligevel sker det, at irritationen kommer hurtigere, end man havde ønsket. Stemmen bliver skarpere. Sukket bliver tungere. Og bagefter står man tilbage med følelsen af, at man endnu en gang ikke reagerede, som man gerne ville.
For mange forældre kan det være svært at forstå. For det er jo ikke fordi, de ikke elsker deres børn. Det er ikke fordi, de ikke ønsker at være nærværende eller gøre det godt. Tværtimod. Ofte er det netop de forældre, der stiller høje krav til sig selv, som bliver mest påvirkede af de situationer, hvor tålmodigheden slipper op.
Særligt efter sommerferien kan mange opleve, at hverdagen rammer hårdere, end de havde forestillet sig. Der er pludselig mange ting, der skal falde på plads igen. Arbejdet fylder. Skole og institution starter op. Kalenderen bliver hurtigt fyldt, og samtidig forsøger man at finde tilbage til de rutiner, som får hverdagen til at fungere.
Midt i det hele står børnene stadig med deres behov, deres følelser og deres spørgsmål. Det gør de selvfølgelig ikke noget forkert i. Men når vi selv er pressede, trætte eller har hovedet fyldt med praktiske ting, kan der være kortere vej til irritationen, end vi bryder os om.
Når irritationen kommer hurtigere end før
Mange forældre oplever, at de reagerer kraftigere på situationer, som de tidligere ville have håndteret mere roligt. Det kan være barnet, der ikke vil tage tøj på om morgenen. Søskende, der skændes for femte gang på en eftermiddag. Eller endnu en diskussion om skærmtid, tandbørstning eller sengetid.
I situationen kan det føles, som om det er barnet, der er problemet. Som om det er deres adfærd, der får bægeret til at flyde over. Men ofte er situationen kun den sidste dråbe i et glas, der allerede var næsten fyldt.
For når vi har travlt, sover for lidt eller føler os pressede over længere tid, bliver vores tålmodighed ofte mindre robust. Der skal mindre til, før vi bliver frustrerede, og mindre til, før vi reagerer følelsesmæssigt.
Det betyder ikke, at vi er blevet dårligere forældre. Det betyder heller ikke, at vi ikke kan lide at være sammen med vores børn. Det betyder blot, at vi er mennesker, som også bliver påvirkede af de vilkår, vi lever under.
Mange kommer til at tolke irritationen som et tegn på, at de gør noget forkert. Men måske er irritationen i virkeligheden et signal om, at noget er blevet for meget gennem længere tid. Ikke nødvendigvis på én bestemt dag, men som en ophobning af mange små ting, der tilsammen begynder at fylde.
Der ligger ofte mere bag irritationen
Når vi ser tilbage på de situationer, hvor vi mistede tålmodigheden, handler det sjældent kun om det, der skete lige der og da. Ofte ligger der noget mere bag.
Måske har du været træt i lang tid uden rigtigt at lægge mærke til det. Måske har du vænnet dig til at klare lidt mere, end du egentlig har energi til. Måske har du været så optaget af at få hverdagen til at fungere, at du ikke har opdaget, hvor meget du selv har båret rundt på.
Træthed ser ikke altid ud som træthed. Nogle gange viser den sig som irritation. Nogle gange viser den sig som en kort lunte. Andre gange viser den sig som manglende overskud til selv små udfordringer.
Det kan være svært at få øje på, fordi mange forældre er vant til at fortsætte, selv når energien er lav. Der er børn, der skal hentes. Aftensmad, der skal laves. Praktiske opgaver, der skal løses. Derfor bliver det ofte først synligt, at man er presset, når reaktionen kommer.
For mange kommer den dårlige samvittighed hurtigt bagefter. Man fortryder sin tone. Man gennemgår situationen igen og igen. Man lover sig selv, at det ikke skal ske næste gang.
Men selvkritikken gør sjældent noget lettere.
Tværtimod kan den komme til at lægge endnu et lag oven på det, der allerede var svært. For i stedet for at være nysgerrig på, hvorfor reaktionen opstod, begynder man at gøre sig selv til problemet.
Måske er det mere hjælpsomt at spørge: Hvad havde jeg brug for i den situation? Hvad har fyldt hos mig på det seneste? Hvad fortæller min irritation mig egentlig?
Det er ikke det samme som at fralægge sig ansvaret for sine reaktioner. Men det er en måde at møde sig selv med lidt mere forståelse og lidt mindre fordømmelse.
For de fleste forældre mister ikke tålmodigheden, fordi de er ligeglade. De mister den, fordi de prøver at få mange ting til at hænge sammen på én gang.
Måske handler spørgsmålet derfor ikke kun om, hvorfor du mister tålmodigheden med dine børn.
Måske handler det også om, hvordan du selv har det lige nu.
For bag irritationen gemmer der sig ofte noget andet. Træthed. Belastning. Bekymringer. Eller følelsen af hele tiden at skulle være noget for andre.
Og måske begynder forandringen ikke med, at du tager dig mere sammen.
Måske begynder den med, at du bliver lidt mere nysgerrig på det, der ligger bag.
Med kærlig omsorg
Sara
