Hos os eksisterer der nogle helt bestemte idealer for forældreskabet. Ja, faktisk ligger vi under for en perfekthedskultur, hvor ALT bliver målt og vejet. Vi skal helst være perfekte og må ikke have dage, hvor alt synes uoverskueligt. Dette gælder for alle aspekter i samfundet og i særdeleshed i forhold til forældrerollen.
Ja, det starter faktisk allerede når graviditeten bliver en realitet. Her sættes vurderingskulturen i gang. Når barnet så kommer, forstærkes det. Barnet vurderes allerede mens det ligger i vuggen. Det omhandler alt fra vækstkurverne, udviklingen, både motorisk og sprogligt. Dette fortsætter i daginstitutionerne og skolen. Jeg har selv været en del af daginstitutionsområdet som pædagog og var med til at vurdere de enkelte børn, jeg havde ”mellem hænderne”.
Faktisk glemmer mange af os, at barnet har værdi i sig selv. Det er et lille menneske med sin egen personlighed. Ja, det er nærmest blevet en konkurrence om, hvem der har det bedste barn – altså som er normalt.
Overvældet i forældrerollen
Nogle mødre bliver meget overvældet i mødet med forældrerollen. Som, meget gammel mor, kan jeg godt huske, hvordan det var. Det var så dejligt, skræmmende og vildt at blive mor for første gang. Pludselig var min hverdag uforudsigelig. Det var fyldt med mange blandede følelser og usikkerhed.
Vores kultur eller samfund spiller faktisk en afgørende rolle for, hvorfor nogle mødre oplever det som mere udfordrende end andre at blive mor. De idealer, som eksisterer i vores tid for forældrerollen, er f.eks. et vigtigt målestok, når vi skal forstå forældrerollen og hvorfor nogle mødre udvikler en fødselsdepression.
I perfekthedskulturen eksisterer der en myte om den perfekte forældre, og denne myte spænder ben for virkelig mange nye mødre. Den gør det svært for mange nybagte forældre at tale om, hvordan vi i virkeligheden har det.
I stedet for viser vi et instagram-liv hvor perfektheden lever i bedste velgående. Vi viser ikke de dårlige dage på SoMe. Nej vi uploader mange billeder, som er med til at opretholde myten om den perfekte forældrerolle.
Den perfekte forældrerolle
Illusionen på SoMe består i bedste velgående. Det viser den hyggelige barsel med overskud og uden større bekymringer. Livet med det lille barn er fyldt med hyggelige ture med barnevognen og café latte. Barnet udstilles som sundt, velklædt og smilende. Moren ser udhvilet ud med lækker makeup og håret sat på den helt rigtige måde.
Overskuddet er der stadig til at være noget for sin partner, veninde eller søskende. Hun har ingen problemer på arbejdet. Hun kan da lige bage nogle boller. Livet har overhovedet ikke forandret sig, og barnet er nem at tage med rundt omkring. I den perfekte forældrerolle er ordene ro og ordentlighed.
De af jer som er forældre, kan godt læse hvor skørt det lyder!
Forældrerollen i virkelighed
I virkeligheden ser det ofte helt anderledes ud. Alt er forandret, ved barnets ankomst. Det er nyt og ukendt landskab fyldt med mange forskellige, ofte modsatrettede følelser og tvivlen er en evig følgesvend. Måske er barnet et, som har kolik, har svært ved at falde til ro og græder meget. Måske følger barnet ikke vækstkurverne eller udviklingen er anderledes end andre børn i samme alder.
De fleste mødre er udfordrede af uforudsigelige dage og dårlig søvn. Her er overskuddet mindre både i forhold til sig selv, men også ens nærmeste. Mange har svært ved at amme og kæmper virkelig meget med en skyldfølelse over det måske ikke lykkes.
En tur med barnevognen kan i sig selv være en stressende omgang med et barn, som ikke kan falde til ro – og en café latte ender oftest som pletter på tøjet. I den virkelig forældrerolle er følgesvenden uforudsigelighed og kaos.
Her vil jeg lige minde jer om at sænke skulderne. Alle har udfordringer ved forældrerollen – og jeg mener alle, også jeg.
Fællesskabets ikke eksisterende form
I vores samfund er opfattelsen at forældrene passer deres barn i døgnets 24 timer. De tilsidesætter sig selv og deres behov, men det er ikke sikkert, at de har nogen til at passe på dem. Der eksisterer et afrikansk ordsprog som siger ”det kræver en hel landsby at opdrage et barn”, så synes vi i Danmark at være blevet enige om, at mor og far må være nok – altså indtil barnet starter i institution.
Her kommer det store paradoks. På den ene side synes fædre og mødre i deres stille sind at ånde lettet op, når deres barn/børn endelig er blevet gamle nok til at starte i enten dagpleje eller vuggestue, og de har ansvaret helt alene.
På den anden side kommer tvivlen og ikke mindst savnet, når man skal være adskilt fra sit barn i mange timer daglige. Er daginstitutionen god nok? Er der personale nok? Har de tiden til mit barn? Forstår de, hvad mit barn har brug for? Er det i virkeligheden det rigtige at sende dem afsted?
Stop med at jagte perfektionen!
Selvfølgelig er det forskelligt, hvordan vi oplever og håndterer forældrerollen. Hvad vi har brug for afhænger af, hvem vi er som personer, og hvilken historie vi har med i bagagen. Alligevel er der en tendens til, at tidens idealer om den perfekte forældrerolle rammer os hårdere end vi vil være ved, specielt hvis den rammer sammen med vores personlige fortælling om at sammenligne, præstere og gøre det godt.
Hvis vi konstant har jagtet perfektionismen, bliver det forstærket, når vi bliver forældre. Det er utopisk at leve op til perfektionismen – den er ikke eksisterende. Det er som om vi løber maraton – hver dag, men målstregen konstant flytter sig længere og længere væk. Uanset hvor hurtigt vi løber.
For mange er forældrerollen måske det, som skal til, for at vi stopper med at løbe. At vi holder op og giver slip på idealet om den perfekt forældrerolle. At vi vil blæse det et stykke og starte med at holde af os selv præcis så uperfekte vi er med alle vores utilstrækkelighed og fejl.
Lad os aflive idealet om perfektheden
Først lad os aflive idealet om perfektheden i fællesskab og her blive enige om, at der skal være plads til både kaosset og stilheden i forældrerollen. Lad os sammen kæmpe for fællesskabet, hvor vi ikke skal klare alt selv, men hjælper hinanden. Hvor der ikke er noget galt med os, hvis vi synes, det er mega hårdt at blive forældre.
Ja, lad os opleve et fællesskab, hvor vi ikke er nødt til at sige, at det går godt, hvis vi ikke synes det gør det. Hvor vi slet ikke behøver gøre en hel masse for at være gode nok, men hvor vores tilgang og tilstedeværelse er nok i sig selv. Ja, et fællesskab uden perfektheden og præstationspresset. Et sted hvor vi bare kan være os og være lige der hvor vi er – midt i forældrerollen på godt og knapt så godt.
Med bedste hilsner
Sara
Nogle få kilder:
De kompetente forældre af Magrethe Brun Hansen
Aargh! -Den sunde vrede i familielivet af Frej Prahl
God nok af Marie Tolstrup og Maria Ørskov Akselvoll
