December har sin egen rytme.
Og for mange familier går den alt for hurtigt.
Man kan få følelsen af at være passager i sit eget liv, som om dagene kører afsted uden at man selv er helt med.
Her er fire december fortællinger.
De er ikke virkelige personer, men de bygger på mønstre, jeg ofte ser hos forældre.
Og måske genkender du noget af det.
Moren, der løb gennem dagene uden at mærke dem
Hun beskrev det sådan:
“Jeg gør alt. Jeg gør alt rigtigt. Men jeg er der ikke.”
Vi arbejdede med at skabe pauser, der ikke krævede tid kun opmærksomhed.
To minutter med slukket telefon.
Et øjeblik på gulvet.
En kop te uden støj.
Det lyder småt, men små ting har det med at trække det store med sig.
Faren, der opdagede sit barns blik
Han fortalte, at han altid satte farten op i december.
“Så når vi det hele,” sagde han.
Indtil han en dag stoppede op og så sit barn stå midt i stuen.
Ikke grinende, ikke talende, bare ventende.
Et blik, der sagde:
“Ser du mig?”
Det øjeblik blev et vendepunkt.
Han begyndte at skabe små lommer af ro, hvor blikkene kunne mødes igen.
Og det ændrede mere end han havde regnet med.
Forældrene, der blev uvenner over ingenting
De sagde:
“Vi skændes mere i december.”
Og det gør mange.
For når kroppen er træt, bliver små ting store.
Det, der hjalp dem, var at dele ansvaret mere ærligt.
At sige:
“Jeg har brug for, at du tager over nu.”
Og at turde sige det, før trætheden blev til irritation.
Moren, der troede hendes barn var urimeligt
Hun sagde:
“Han råber hele tiden i december.”
Men da hun begyndte at se på, hvor mange indtryk barnet faktisk fik i løbet af en dag, ændrede hendes forståelse sig.
Det handlede ikke om trods.
Det handlede om overbelastning.
Og da hun begyndte at reagere fra ro i stedet for frustration, faldt hendes barn til ro sammen med hende.
Hvis du vil læse mere om, hvordan december får forældre til at bære for meget, har jeg skrevet et indlæg her:
https://coachsara.dk/er-du-en-foraeldre-der-baerer-paa/
Med kærlig omsorg
Sara
