En blid fortælling om træthed, tempo og længslen efter nærvær, og hvorfor så mange forældre føler sig færdige før jul.
December kan være en måned, der skiller sig ud fra alle andre.
Nogle gange på den gode måde lys, varme, forventning.
Men ofte på en måde, hvor det hele bliver for meget.
For mange aftaler. For mange krav. For mange steder, du skal være noget for nogen.
Og alt imens du prøver at få det til at hænge sammen, glemmer du måske dig selv.
Her er fire små december fortællinger.
De er fiktive, men inspireret af det, jeg ofte møder hos forældre i mit arbejde.
Måske kan du genkende noget i en af dem.
Faren, der allerede var bagud klokken 7.00
Han skrev til mig, at han vågnede hver morgen med tanken:
“Jeg kan ikke nå det hele.”
Det handlede ikke om gaveindkøb eller julekalendere.
Det handlede om følelsen af at være bagud med sig selv.
Han fortalte, at december fik ham til at glemme alt det, han egentlig ønskede sig mest: ro, nærvær og tid med børnene.
Det første skridt for ham blev at sætte ord på det ikke som en klage, men som en erkendelse.
Og langsomt opdagede han, at hans familie ikke forventede en perfekt december.
De forventede ham.
Moren, der savnede den jul, hun kom fra
Hendes barndomsjul havde været stille.
Ikke mange planer. Ikke mange besøg.
“Jeg savner den ro,” sagde hun.
“Jeg savner følelsen af, at december ikke løb hurtigere, end jeg kunne følge med.”
Da hun fortalte det til sin partner, skete der noget vigtigt.
For det var første gang, hun sagde højt, hvad hun faktisk længtes efter.
De begyndte at skrue ned. Ikke meget. Bare nok til at kunne trække vejret igen.
Og børnene? De elskede det.
Parret, der kun mødtes i døren
“Det er som om vi hver især løber vores eget løb i december,” sagde de.
Stille. Trætte.
Ikke vrede, bare væk fra hinanden.
De indførte en ganske lille rutine:
Hver aften ét spørgsmål:
“Hvad var svært i dag?”
Ikke for at fikse noget.
Bare for at blive set.
Og på mærkelig vis gjorde den lille gestus december lettere at være i.
Den enlige mor, der troede hun gjorde det hele forkert
Hun sagde, at december var måneden, hvor hendes skyldfølelse blev tredoblet.
Hun følte, hun ikke kunne give sine børn alt det, andre kunne.
Men én dag sagde hendes datter:
“Mor, den bedste dag var da vi bare lå under dynen.”
Det vendte noget i hende.
For hun opdagede, at hendes barn ikke længtes efter alt det store.
Hun længtes efter hende.
Hvis december trækker for meget i dig, har jeg skrevet et blogindlæg om den jul, vi længes efter — og hvorfor den er svær at genskabe.
Du kan læse det her:
https://coachsara.dk/hvorfor-genskabe-vores-barndomsjul/
Med kærlig omsorg
Sara
