Spring til indhold

Hvordan håndterer du dit barns vrede?

child, the little girl, anger
Del dette indlæg

Gennem mine mange år som pædagog i integrerede daginstitutioner med børn i alderen 0-6 år, har jeg meget viden om børns følelser og hvordan jeg som professionel kan tackle dem. Jeg kommer her med nogle forklaringer og råd som jeg giver videre til JER forældre.

Det er en del af livet at blive vred og frustreret engang imellem, men der er stor forskel på, hvordan vi håndterer det. Som forælder kan vi lære vores barn, at følelsen er helt i orden – men at måden de reagerer på ikke er okay. Altså deres handling!

Som forældre har vi hørt os selv sige sætninger som: Ej lad nu være, hold så op eller så er det nok.

De følelser, der her kan komme til udtryk, er når vi har fået nok og bliver frustrerede, som nok vil vække genklang hos de fleste forældre, mig selv inklusiv. Det er forskelligt, hvad vi som forældre reagerer på, når vores barn er vred og frustreret.

Det kan være, når de reagerer ud ad eller skriger højt. Det kan være, når de smækker med dørene, græder stille eller sender os bebrejdende blikke, som signalerer, at vi er ikke har forstået noget som helst.

Ved I hvad, nogle gange forstår vi faktisk ikke noget som helst. Andre gange forstår vi det udmærket, men kan eller vil ikke fjerne det, som gør vores barn frustreret. Det er her vi som forældre bliver virkelig udfordret. Netop her vi lærer vores barn, at det at blive vred og frustreret er en del af livet både som forældre og som barn. Det vi kan er at lære vores barn at håndtere det.

Ofte hænger frustrationer og ønsker sammen. Det kan være et udtryk for at vores barn vil noget helt andet eller bare gerne vil bestemme selv.

Det kan også være en vrede og frustration over ikke at kunne noget de gerne vil. F.eks. hvis de skal og gerne vil lære noget nyt. Her er det lille ord ”endnu” en god hjælp. Som forældre kan vi bakke op og sige: Nej du kan ikke læse/regne/løbe (eller hvad det nu er barnet gerne vil) endnu. Her imødekommer vi barnets vrede og frustrationer, samtidig med vi viser, at vi tror på dem.

Nogle gange kan barnets ønske også være et ønske om, at der ikke skal ske noget, fordi det bringer ubehag eller tager barnet væk fra noget der er hyggeligt og rart. Noget det var i gang med. Nej jeg vil ikke i børnehave/skole nu! Osv.

Nogle gange er det meget simple ønsker, som vi let kan genkende. Dem kan vi hurtigt tage stilling til og melde ud i forhold til. Andre gange kan det være sværere for os at koble ønsker og adfærd og finde ud af, hvordan vi håndterer situationen.

Når børn bliver vrede og frustrerede. Altså det hele går i hårdknude. Her kan det være en hjælp at spørge sig selv, hvilket ønske barnets vrede og frustration er et udtryk for. Selvom det ikke er let, hvis vi ikke kan aflæse, hvad det er hos vores barn. Måske driller Martin sin lillebror igen, fordi han keder sig. Han har fundet en mulig vej ud af kedsomheden ved at drille. Negativ opmærksomhed, hvordan vender vi den som forældre? Det er en helt anden sag, som jeg ikke vil komme ind på her.

Det kan også være, at han forsøger at lette en trykket stemning ved at opmuntre lillebror. Eller at han er sur på sin far og mor, fordi hun eller han har gjort eller sagt noget, som han ikke brød sig om eller blev ked af.

Det kan være fordi, han har haft en dårlig dag i børnehaven/skolen. Måske er han vred og frustreret over at gå alene rundt med en masse følelser, som han ikke formår at få sin far og mor til se og forstå. Det kan være så meget.

Når vores børn viser vrede og frustration, stiller det krav om, at vi forælder kan håndtere og udholde vores barns frustration, og vores egen, sådan at de lærer at håndtere de udfordringer, som de møder på deres vej, bedst muligt.

Det er ikke altid let. Det kan også være svært at vurdere, hvornår vrede, dårligt sprog og verbale udbrud samt frustrationer, er for meget. Netop at det bliver for svært at håndtere som forælder.

Seks enkle råd til at håndtere frustration    

Du skal:

  1. Lære dit barn sin egen vrede og frustration at kende.
  2. Vise vrede og frustration på en acceptabel måde.
  3. Være nysgerrig og opmærksom på, hvad der ligger bag dit barns vrede og frustration.
  4. Du skal løbende overveje om de forventninger du har til dit barn er relevante ift. modenhed og alder.
  5. Du skal løbende justere dine regler og krav til dit barn ift. dets temperament og alder.
  6. Du skal ligeledes overveje om disse regler og krav er tydelige og lette at forstå for dit barn.

 

Det er naturligt for dit barn at reagere med vrede og frustration, når de møder en udfordring, der er for stor. Det vi skal hjælpe vores barn med, er at være i vreden og frustrationen på en acceptabel måde. Vi kan sige det samme om voksne. Vi er bare bedre til at håndtere vores frustrationer – for det meste. Udfordringer, der kan være svære at håndtere, er en del af livet. Selv voksne har svært ved at lære den lektie.

Med bedste hilsner

Sara


Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.