Hjælp dit barn til et højt selvværd

At give dit barn et højt selvværd er ikke noget der kommer af sig selv. Alle børn er forskellige og har forskellige personligheder.

Det at have et højt selvværd har indflydelse på deres livsglæde og trivsel. Men hvad er det? Hvor kommer det fra? Hvordan kan vi som forældre være medvirkende til at vores børn har trivsel og livsglæde?

Børns opfattelse af sig selv er formet af selvværdet

Når vi taler om selvværd er meget uhåndgribeligt. Vi kan mærke på vores børn, når det er der, fordi det virker som om, vores børn har det godt der hvor de er. De hviler i sig selv. Vi kan omvendt også mærke det hvis det er lavt. Her vil vores børn virke usikre, tvivlende og meget optagede at af agere som de tror andre gerne vil have dem til modsat at stå fast på det, der er det rigtige for dem.

Selvværd omhandler det du er. Det er vores opfattelse af os selv og den opfattelse vi har af den værdi vi har som menneske. Dens funktion er altså, hvor stor værdi vi giver os selv som mennesker og hvor stor værdi vi tror andre giver os.

Vores selvværd formes hele livet. Dog er det særligt påvirkeligt i barndommen og frem til ca. 12års alderen.

Som forældre kan vi gøre meget for at hjælpe vores børn til et stærkt selvværd. Der vil komme konkrete råd senere i blogindlægget.

Tegn på lavt selvværd

Såfremt dit barn har et lavt selvværd kan det vise sig på mange forskellige måder. Måske kan dit barn have en tendens til at være meget efter andre, endda blive selvhævdende og nedværdigende overfor deres jævnaldrende. Det kan også være at dit barn går i et med tapet. De har ikke lyst til at være i front eller førende i samværet med jævnaldrende. Det gør de ved at forsøge at gøre og være som alle andre.

Nogle børn har en følelse af aldrig at være god nok og det kan føre til en overdreven perfektionisme. De vil gerne have styr på alt hele tiden og kan overhovedet ikke lide at begå fejl. Her lægger dit barn et unødigt højt forventningspres på sig selv. De forventer hele tiden af sig selv, at de skal præstere og være gode i alle sammenhænge.

Nogle af de typiske konsekvenser af lavt selvværd er, at de bliver sårbare i kontakten med andre mennesker. Det kan bl.a. ses, når barnet vender svære oplevelser indad, og eksempelvis antager, at et ‘nej’ til en legeaftale skyldes, at ens kammerat ikke har lyst til at lege med en frem for at tænke, at det kan være, at den anden bare ikke lige kunne den dag.

På samme måde kan lavt selvværd også føre til tristhed, ængstelighed og dalende humør, og man kan få svært ved at mærke og markere personlige grænser.

Når ens selvværd er under pres, kan det også være med til at forme de tanker, vi gør os om os selv på en negativ måde. Det kan føre til nogle tankemæssige forvrængninger, hvor de dømmer sig selv hårdere, end de dømmer andre, koncentrerer sig om deres egne svagheder og glemmer at se deres egne styrker.

Gode forældrevaner, der understøtter børns selvværd

Den absolut vigtigste forudsætning for, at dit barn kan udvikle deres selvværd er naturligvis kærlighed. Det, at barnet hver dag mærker nærvær, omsorg og tryghed fra dig som forældre. Men kærlighed gør det ikke alene. Selvværdet formes også i samværet mellem forældre og børn, og gennem den kommunikation, der er mellem børn og voksne. Nedenfor kan du derfor finde fire helt konkrete eksempler på områder, hvor du kan være med til at understøtte dit barns selvværd gennem måden du taler til og med dit barn. Punkterne er beskrevet detaljeret i bogen “Kærlighed er ikke nok”, men nedenfor kan du få en forsmag.

1. Hold igen med sammenligninger

Mange børn og voksne har en tilbøjelighed til at sammenligne sig selv med andre. De ser, hvad de andre børn kan, og føler sig nedtrykte over, at de ”slet ikke er lige så gode til at læse som de andre i klassen” eller er trætte af, at ”alle andre børn kan gå armgang undtagen mig”.

Det er svært, når vores barn føler sig dårlige til noget, og de fleste forældre får en trang til at booste børnene: ”Ork nej, skat, du er meget god til at læse” eller ”jeg synes altså, at du er mega stærk”. Men ligesom når børn føler sig dårlige til noget, så vil disse svar føre til protester:

”De andre ER virkelig bedre end mig”. Vores budskab trænger med andre ord ikke ind.

For de fleste børn er det uundgåeligt at sammenligne sig med andre – de forholder sig til sig selv ved at se på, hvad andre børn kan og gør. Det er imidlertid vigtigt, at disse sammenligninger ikke fastlåser børnene, og derfor kan det være en stor hjælp, hvis vi i stedet fokuserer på at vise dem deres muligheder: ”Skal vi sammen prøve at finde ud af, hvordan de andre børn gør det, så du også kan lære det?”.

Det er imidlertid ikke kun børnene, der bruger sammenligninger. Som forældre kan vi også komme til at fremhæve et barns evner på bekostning af en andens: ”Jonas kan løbe hurtigere, fordi han har længere ben”, ”wow, du bandt dine snørebånd helt alene – det kan din lillebror slet ikke finde ud af endnu” eller ”tænk, at du allerede kan cykle uden støttehjul – det er der da ingen af dine legekammerater, der kan”.

Det virker harmløst, men vi risikerer at barnet opfatter, at vores stolthed over dem er på bekostning af andre børns manglende evner. Vi kan være med til at skabe en situation, hvor barnet nærmest føler sig truet af andre børns præstationer, for hvad skal de tænke, når de omvendt ikke er lige så gode eller dygtige som nogle af de andre? Et barns følelse af at kunne bør med andre ord ikke afhænge af, hvad andre børn kan eller ikke kan og sammenligninger kan ofte tolkes af barnet som et bevis på, at “jeg ikke er god nok”.

Derfor er det vigtigt at du holder dig til at beskrive det, du har set dit barn gøre: ”Du har godt nok øvet dig meget på at cykle, og nu kan du helt selv holde balancen – det er da fantastisk” eller ”det er svært at binde sine snørebånd, men nu kan du”.

2. Udskift ros med interesse

Nogle gange kan vi voksne have en tilbøjelighed til automatisk at tale meget om vores børns resultater. Tænk bare på, hvor meget opmærksomhed vi giver lærernes tilbagemeldinger på opgaver sammenlignet med, hvor meget vi taler med børnene om deres indsats og proces. I stedet for at se på det de har lært.

Det er selvfølgelig ganske naturligt, fordi resultater håndgribelige og nemme at forholde sig til. Problematikken er, at al den snak om resultater kan give børnene en oplevelse af, at det er det, der er det centrale. De vil f.eks. naturligt konstatere, at vi forældre fokuserer på resultatet, fordi det er det, der er det vigtige – ellers havde vi talt om noget andet?

Det kan derfor være en meget god ide at udskifte ros med ren og ægte interesse: “Hvordan gjorde du det?”, “Fortæl mig hvordan du har…” eller “Jeg kan se, at du har…” Det sender nemlig et signal til barnet om, at det er dem og ikke resultatet, som vi er interesserede i.

3. Drop etiketterne

Det er altid en god ide at undgå at sætte for mange etiketter på børn. Det kan eksempelvis være, at vi fortæller dem, at de er særligt sensitive, eller at de er generte eller pressede. Selvom vi måske har ret, så kan etiketterne, selvom det ikke var meningen, have en selvforstærkende virkning, der gør børnene endnu mere magtesløse over for situationen. De kan nemt komme til at fortolke etiketten som et udtryk for, at det er en konstant tilstand, en uforanderlig del af, hvem de er, så er der ikke rigtig noget, de selv kan være med til at gøre ved det.

Barnet har naturligvis altid brug for at blive mødt af den fornødne forståelse for deres udfordringer, men det skal ske på en måde, hvor vi som forældre samtidig tager ansvar for at vise dem at det ikke nødvendigvis er en vedvarende tilstand.

Så længe der ikke er tale om deciderede diagnoser stillet af en fagperson, er det en god ide at holde igen med etiketter og i stedet holde sig til at beskrive børnenes adfærd: Jeg kan godt se, at du synes, at det er meget med alle de skoleopgaver og lektier, det kan måske føles helt uoverkommeligt eller jeg kan se, du ikke er helt klar til at hilse på fremmede endnu.

På den måde giver vi nemlig barnet den samme form for anerkendelse af deres oplevelser, men vi undgår at signalere, at det er en permanent tilstand.

4. Skærm ikke dine børn fra nederlag og skuffelser

Studier har vist, at en nogle forældre reagerer på deres barns fejltagelser ved at synes, at det er synd for dem, selvom de, når de bliver spurgt, siger, at de synes, at det er helt o.k., at deres barn fejler. Det sker sikkert helt ubevidst, men det kan være en god ide at tænke over, hvordan vi som forældre rent faktisk agerer, når vores barn kommer hjem og fortæller, at de ikke kunne finde nogen at lege med i frikvarteret eller har tabt en vigtig kamp.

Skuffelser og nederlag er en naturlig del af livet, og hvis vi tør vise barn det og fokuserer på det, de kan lære af situationerne, så opbygger de med tiden en tiltro til sig selv. De lærer, at livet er noget de kan klare og det opbygger barnet som menneske.

Jeg håber I kan anvende den viden, der er i bloggen. Husk selvom i nu sidder med lidt dårlig samvittighed, fordi i måske har gjort noget af det, jeg fraråder, så har i ganske sikkert også anvendt nogle af de gode råd. SOM FORÆLDRE GØR I DET GODT!

Med bedste hilsner

Sara