Det at der bliver spurgt ind til: ”Hvordan har du det?” samtidig med det efterfølges af et stort smil, er nogle gange alt hvad du behøver.
Disse fire ord er nogle gange nok, til at du føler dig forbundet med et andet menneske. Du føler dig velkommen og ved at alt kommer til at være ok.
Fra tidernes morgen var vi alle en del af fællesskabet. Vi havde brug for det for at overleve i verden. Det er det samme i dag. Vi har brug for fællesskabet for at kunne eksistere.
Der er tegn på, at neandertalerne tog sig af deres ældste, med meget opmærksomhed. De ærede dem uden at forvente noget til gengæld, og udførte senere begravelsesceremonier, som viste en følelsesmæssig og religiøs symbolik. De havde været en del af fællesskabet i mange år, og havde meget livserfaring, de kunne videregive til den yngre generation.
Det samme ser vi indenfor landbrugets tidlige år, hvor fællesskabet også var en del af livet. Du gav noget tilbage til fællesskabet. Dette er sandsynligvis hvad der hjalp den menneskelig art fremad.
Denne tilgang til verden viser en bekymring og omsorg for andre. Det er en del af, hvad der gør vores art til hvad den er. Enhver adfærd, som har til formål at yde hjælp, støtte eller give opmærksomhed påvirker vores fysiske og psykiske helbred positivt.
Dette hjælper os med at overleve og forbinde os til hinanden på en meningsfuld måde.
Derfor kan et oprigtigt: ”Hvordan har du det?” gøre så meget mere end vi troede var muligt.
Jeg er her for dig, og jeg vil ikke bede om noget til gengæld
Denne tilgang til et andet menneske har så stor betydning. Vi har brug for fællesskabet for at overleve som art. Derfor er egenomsorg noget vi skal dyrke, men uden at det går ud over fællesskabet.
Jeg er opdraget med, at hvis jeg får en invitation til et eller andet, tager jeg mod invitationen, også selvom jeg, på dagen, faktisk ikke har lyst. Oftest viser det sig, at lysten kommer, når jeg er kommet afsted. Jeg gør dette for at glæde de venner, som invitere. Her sætter jeg fællesskabet højere end min egenomsorg. Her er jeg der for mine venner og deler en glædens dag med dem.
Fællesskabet kan være med til at udvikle os og give os det rygstød vi har brug for, til at komme videre i livet. Derfor er egenomsorg og fællesskabet, for mig, tæt forbundet. Vi har brug for fællesskabet, men vi har også brug for at gøre noget for os selv. Noget som gør os glade.
Oprigtig interesse for andre
Vores hverdag drøner derudad og vi spørger ofte: ”Hvordan har du det?” uden at vi forventer et oprigtigt svar.
Oftest er dette en måde at starte en dialog på eller hilse på nogen. Vi forventer faktisk ikke, at de er ærlige. Dette er en del af vores kultur.
Det vi har brug for er oprigtige ord og mennesker, som virkelig bekymrer sig for os. Vi vil gerne have stilhed efter spørgsmålet: ”Hvordan har du det?” Her giver vi den anden tid til refleksion og afsenderen af spørgsmålet har tid til at indstille sig på at lytte.
Før vi draget til konklusionen, er vi nødt til at klarlægge en ting. Vi behøver ikke gå igennem hårde tider for at føle den terapeutiske virkning af et ”Hvordan har du det?”
Denne lille enkle sætning har magten til at gøre os lykkelige og føle os som en del af fællesskabet. Lad os give denne sætning større mening og ægthed.
Lad os øve os på ikke at forsømme hinanden. Ikke mere ren høflighed – i stedet for lad os lære kunsten at forstå og anerkende hinanden. Giv hinanden et autentisk og oprigtigt ”Hvordan har du det?”
Med bedste hilsner
Sara
Kilder:
https://theconversation.com/neanderthals-died-out-40-000-years-ago-but-there-has-never-been-more-of-their-dna-on-earth-189021
