Jeg ved, du kender det.
I har talt sammen mange gange før. I ved, hvordan I hver især lyder, når I er irriterede, stressede eller bare glemmer at være nysgerrige.
Og alligevel sker det:
En hentydning, en bemærkning, en lille forskydning i stemmen, pludselig er stemningen anderledes.
Du ved godt, hvad der sker, men du kan ikke stoppe det.
I taler forbi hinanden – igen.
Selv de små ting kan blive store: en kommentar om vasketøjet, madpakkerne eller hvis tur det er til at hente.
Lige pludselig handler det ikke længere om alt det praktiske, men om ansvar, anerkendelse og følelsen af at stå alene.
Det her sker i de fleste parforhold, og det fylder ekstra meget i familier, hvor hverdagen er presset.
Når vi mangler overskud, mister vi nærværet og evnen til at møde hinanden blidt og ærligt.
Irritationen dækker over noget andet
Bag irritationen ligger ofte et ønske om kontakt og samhørighed.
Et håb om at blive forstået, ikke kritiseret.
Men i hverdagens trummerum glemmer vi det.
Så vi taler med hårde ord, hurtige svar og følelser, som ikke er blevet sorteret.
Hvad kan vi gøre i stedet?
Det lyder simpelt, men jeg ved, det virker:
- Stop op. Træk vejret. Genkend, at I er på vej ind i et mønster.
- Sig det højt. “Jeg tror, vi taler forbi hinanden nu. Skal vi starte forfra?”
- Vælg kontakten. Spørg ikke: “Hvem har ret?” men: “Hvordan kan vi forstå hinanden?”
- Lyt, før du svarer. Det er svært, men det er det mest kraftfulde, du kan gøre.
Det handler ikke om enighed, men om forbundethed.
Når vi opdager mønstrene og vælger forbindelsen frem for konflikten, sker der noget.
Det skaber ro, nærvær og rummelighed, også når det er svært.
Du behøver ikke kunne det hele på én gang.
Bare start med at lægge mærke til, hvornår I taler forbi hinanden, og øv jer i at finde tilbage til hinanden.
Hvis du har lyst til mere inspiration og et sted at spejle dig i hverdagen som forælder,
er du hjerteligt velkommen i fællesskabet “Mindre kaos, mere ro i familien”
Et sted, hvor vi deler erfaringer og finder ro midt i det uperfekte familieliv.
https://www.facebook.com/groups/2346690112418607
Med kærlig omsorg,
Sara
Nogle få kilder:
God nok af Marie Tolstrup og Maria Ørskov Akselvoll
Pilot for dit barn af Ulla Dyrløv
De kompetente forældre af Magrethe Brun Hansen





