Spring til indhold

Hvordan krydrer du dit liv med flere gode oplevelser?

writing, writer, notes
Del dette indlæg

Nogle gange hører jeg en sætning som: Der sker aldrig noget godt i mit liv.

Når jeg sammen med klienten begynder at undersøge det, så passer det alligevel ikke helt. De har måske fået et barn, er blevet forelsket, danset natten lang, fået noget lækkert at spise, været til en fantastisk koncert. Måske har de været i skoven og set noget vildt eller været på stranden og mærket vindens susen i ansigtet på en kold vinterdag.

I mit liv sker der aldrig noget godt.

Det ved jeg der gør. Vi er tilbøjelige til at glemme eller gemme det væk, især når der sker noget negativt. Det negative fylder mere, det har mere tyngde og vi hænger lettere fast i det negative mudder, når vi er i en stemning af negativitet.

Her er jeg nødt til at skrive, at der ikke er noget forkert i at have negative tanker, følelser og oplevelser. Det er en del af livet. Der hvor det giver os problemer, er hvis vi giver det negative for meget fokus og når vi giver de negative følelser for mange negative værdier, og måske putter en masse bekymringer på.

Vi vil alle gerne have det gode liv og trives lidt bedre.

En måde kan være f.eks. at skrive en liste over de positive minder du har. For mit vedkommende var, da jeg var til Genesis koncert i Herning i 2007 sammen med min mand, min bror og hans kone. Når jeg lukker mine øje, kan jeg huske hvilken musik der blev spillet, samværet med min bror og hans kone. Jeg kan stadig fornemme den summen af forventningsfulde stemmer omkring mig. Når jeg først kommer i gang, kan jeg blive ved og ved og ved. Det er som om jeg er der igen, den junidag. Solens varme, rytmen fra musikken. Sådan kunne jeg blive ved.

Erindringsdagbog over de gode minder.

Det du gør er købe eller finde en bog, som du kan begynde at skrive dine historier ned i. Du skal blive ved med at være i oplevelsen og skriv og skriv. Det er ikke vigtigt hvordan du skriver eller formulere det. Skriv så du kan genkalde dig oplevelsen. Også når du engang er blevet gammel og sidder på plejehjemmet og skal genfortælle til dit barnebarn eller oldebarn om dengang du var ung. Det vil give en fantastisk oplevelse til jer begge.

I mit liv sker der aldrig noget godt.

Hvis du virkelig ikke kan se tilbage og huske noget godt, så må du i gang med at skabe gode oplevelser NU!

Det er aldrig for sent.

Gode oplevelser kan være noget, du giver dig selv eller som du skaber sammen med andre. Du kan f.eks. gå i biografen, bage, tage i skoven midt om natten. Tage til havet, når stormen raser. Smile til andre på din vej, når du går forbi en forretning med kaffe/te, så stop op og fornem duften af kaffe/te.

Når ugen er gået, så sætter du dig ned og skriver i din dagbog, hvilke oplevelser, som er værd at huske og hvorfor du gerne vil gøre det om igen og igen eller hvis de kan blive endnu bedre, så skriver du også det ned.

Lær nyt og udfordre dig selv.

Vores hjerne er plastisk, det vil sige, den vokser når vi træner. Bare tag det roligt. Det er ikke således, at dit kranium en dag revner. Jo mere du træner den – det gør du ved at lege med dit mod og din nysgerrighed – jo mere vokser den. derudover er der den bonus, at du får lettere ved at være kreativt tænkende, løse problemer og du øger din mentale robusthed. Omskrevet betyder det, at du bliver mere psykisk stabil og stærk. Der skal meget mere til at slå dig ud.

Du kan f.eks. gå til sprogundervisning (fransk, engelsk, tysk osv.), sang, lære at strikke, løse kryds og tværs, gå på opdagelse på biblioteket og finde bøger som interessere dig. Det er ikke meningen at du skal være verdensmester i noget som helst. Du skal finde glæden i det, som du laver. Det handler ikke om præstation, men om processen og nyde at udøve og lære nyt.

Du skal skrive en liste over det du godt kunne tænke dig at prøve.

Lad os udføre et tankeeksperiment for at du kommer godt i gang.

Hvis du pludselig blev diagnosticeret med alvorlig sygdom – hvad ville du så gerne opleve? Hvad ville være det vigtigste for dig at prøve eller opleve?

Hvis du vidste, at lægerne kunne forlænge dit liv med bare en dag for hvert ønske om oplevelse du kunne skrive ned, hvad ville du så gerne prøve?

Hvis du overhovedet ingen begrænsninger har, hverken tidsmæssige, fysiske eller økonomiske, hvad ville du så gerne opleve eller prøve?

I første omgang er ideen ikke, at du skal opleve alt det, som står på din liste. Ideen er, at du giver dig selv lov til at drømme. Jeg lover dig, at der med tiden kommer til at stå noget på listen, som du kan komme til at opleve.

På min liste stod der vandreture i Østrig. Noget som jeg har oplevet mange gange nu, og jeg glædes ved minderne på en gråvejrsdag. Jeg kan fornemme den stilhed der er, bjergene, træernes stille susen, vandfaldets brusen, samtalerne med min mand og vores drenge.

Mit råd er – SKRIV – uden begrænsninger. Jeg lover dig at der stille og rolig vil være flere og flere oplevelser som bliver stærkere i dit sind og i dine tanker. Noget vil trække mere i dig end andet. Pludselig er du i gang med at give dig selv endnu en fantastisk oplevelse.

Hvad har du at miste ved at komme i gang?

Med bedste hilsner

Sara


Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.