Sommerferien er for mange familier noget særligt. Vi glæder os til mere tid sammen, færre aftaler og dage, hvor vi ikke skal skynde os ud ad døren om morgenen. Samtidig kan sommerferien også komme med en række forventninger. Vi vil gerne skabe gode minder. Vi vil gerne have glade børn. Og vi vil gerne føle, at vi får det bedste ud af de uger, vi har sammen.
Måske er det også derfor, at mange forældre bliver lidt urolige, når børnene begynder at kede sig.
For hvis børnene keder sig, betyder det så, at vi gør for lidt?
Burde vi tage på flere ture? Finde på flere aktiviteter? Sørge for, at der hele tiden sker noget?
Jeg tror, de fleste forældre kender den tanke indimellem. Jeg gjorde i hvert fald selv.
Når jeg ser tilbage på de somre, hvor vores fire drenge var børn, kan jeg sagtens huske perioder, hvor jeg forsøgte at finde på ting til dem. Kom med forslag. Hjalp dem i gang. Forsøgte at løse deres kedsomhed.
Ikke fordi det var forkert.
Men fordi jeg gerne ville hjælpe dem.
Når vi kommer til at tage ansvaret på os
Noget af det, jeg efterhånden opdagede, var, at jo mere jeg forsøgte at finde på for drengene, desto mere begyndte de også at kigge på mig, når de ikke vidste, hvad de skulle lave.
Det er egentlig ikke så mærkeligt.
Hvis vi som voksne altid finder løsningen, lærer børnene hurtigt, hvor de skal gå hen for at få den.
På et tidspunkt fandt jeg på noget, som vi hjemme hos os kaldte en finde-på-stol. Det var ikke noget stort eller særligt gennemtænkt. Jeg trak bare en stol lidt væk fra køkkenbordet og sagde til drengene, at hvis de ikke kunne finde på noget at lave, så kunne de sætte sig der lidt.
Det handlede ikke om stolen.
Det handlede om at give dem et øjeblik til selv at tænke.
Jeg husker ikke, at der nogensinde gik særlig lang tid, før de rejste sig igen og var videre til noget andet. Nogle gange tror jeg egentlig bare, at de havde brug for et lille pusterum, før de selv fandt en idé.
Det lærte mig noget vigtigt.
At børn ikke nødvendigvis har brug for, at vi fylder tomrummet ud med det samme. Nogle gange har de bare brug for lidt tid til selv at finde ud af, hvad de har lyst til.
De bedste lege opstår sjældent, fordi vi voksne planlægger dem
En af de lege, vores drenge legede allermest, var agentlegen.
Min mand og jeg sad ofte på terrassen med en kop kaffe, mens drengene listede rundt i haven og udspionerede os. De gemte sig bag buske, rundt om hjørner og alle de steder, hvor de var sikre på, at vi ikke kunne se dem.
Sandheden var selvfølgelig, at vi næsten altid kunne se dem.
Men vi lod som om, vi ikke opdagede noget.
Nogle gange talte vi endda lidt ekstra højt om, hvor glade vi var for vores drenge, velvidende at der sikkert sad en lille agent et sted og lyttede med.
Det, jeg tænker på i dag, er ikke så meget selve legen. Det er mere, at det aldrig var en leg, vi fandt på for dem.
Det var deres leg. Deres fantasi. Deres idé.
Og de kunne bruge timevis på den.
Jeg tror faktisk, at mange af de bedste lege opstår på den måde. Ikke fordi vi voksne planlægger dem, men fordi børn får plads til selv at opdage dem.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi aldrig skal lave noget sammen med vores børn. Sommerferien må gerne være fyldt med oplevelser, hyggelige stunder og fælles aktiviteter. Børn har brug for nærvær, og de har brug for voksne, som er sammen med dem.
Men måske behøver vi ikke føle os ansvarlige for hvert eneste ledige øjeblik.
Måske må der godt være timer, hvor børnene selv skal finde på.
Måske må de godt kede sig lidt.
Og måske er det netop dér, de finder på noget, som er langt sjovere, end vi voksne nogensinde kunne have planlagt for dem.
Med kærlig omsorg
Sara
