Det kan gøre ondt langt ind i hjertet som forælder, når man mærker, at ens barn ikke rigtig føler sig som en del af fællesskabet. Måske har dit barn børn omkring sig hver dag, men føler sig alligevel alene. Måske virker dit barn usikkert i grupper eller kommer ofte hjem med følelsen af ikke helt at passe ind.
Nogle børn siger det direkte: “De andre kan bedre lide hinanden end mig.”
Andre siger ikke så meget. Men noget begynder måske langsomt at ændre sig. Dit barn trækker sig mere. Har mindre lyst til skole eller fritidsaktiviteter. Bliver hurtigere ked af det eller frustreret. Eller begynder stille at tro, at det er dem selv, der er noget galt med.
Og det kan være svært at stå og se på som forælder.
For når ens barn ikke føler, at det hører til, vækker det ofte også noget inde i en selv. En uro. En magtesløshed. En stærk lyst til at beskytte sit barn mod følelsen af at stå udenfor.
Mange forældre begynder hurtigt at lede efter forklaringer. Er mit barn for stille? For følsomt? For usikkert? Burde jeg have hjulpet mere tidligere? Tankerne kan begynde at fylde meget, fordi man så gerne vil forstå det og hjælpe sit barn videre.
Når følelsen af ikke at høre til begynder at fylde
For mange børn betyder fællesskaber mere, end vi voksne nogle gange tænker over. Ikke kun fordi de gerne vil have venner, men fordi følelsen af at høre til hænger tæt sammen med tryghed, selvværd og følelsen af at være god nok, som man er.
Når børn begynder at føle sig udenfor, kan de også begynde at holde ekstra øje med sig selv. Hvordan de siger noget. Hvordan de ser ud. Hvordan de er sammen med andre børn. De kan begynde at sammenligne sig meget med andre og blive mere usikre på sig selv.
Nogle børn prøver at tilpasse sig meget for at passe ind. De mærker måske hurtigt efter, hvad de andre gerne vil have, og forsøger at være lidt mere som dem. Andre børn trækker sig mere og mere væk, fordi det føles tryggere end hele tiden at mærke følelsen af ikke rigtigt at høre til.
Og nogle børn begynder stille at tro, at de er forkerte.
Det er ofte dét, der gør mest ondt at opdage som forælder. Ikke bare at fællesskaber er svære, men at barnet begynder at tvivle på sig selv imens.
Som forælder kan man let komme til at ville fjerne den følelse med det samme. Man får lyst til at forklare, løse og gøre det bedre hurtigt.
Måske prøver man at opmuntre sit barn: “Det skal nok gå.” “Du skal bare prøve lidt mere.” “De andre børn er sikkert også usikre.”
Og selvfølgelig siger vi det, fordi vi gerne vil hjælpe.
Men nogle gange kan børn stadig stå tilbage med følelsen af, at de er alene med noget, der gør ondt indeni. Ikke fordi forældrene gør noget forkert, men fordi følelsen af udenforskab sjældent forsvinder bare ved at få at vide, at det nok skal blive bedre.
Børn har brug for voksne, der tør blive i det svære
Når et barn ikke føler sig som en del af fællesskabet, er det sjældent noget, der bare handler om én enkelt konflikt eller én dårlig dag. Ofte er det en følelse, der langsomt har fået lov til at fylde mere og mere over tid.
Derfor hjælper hurtige løsninger heller ikke altid.
Nogle gange har børn mere brug for voksne, der tør være i det sammen med dem. Voksne der ikke straks prøver at tale følelsen væk, men som bliver nysgerrige på, hvordan barnet egentlig oplever det.
For børn har ofte brug for først at mærke: “Der er nogen, der forstår, hvordan det føles.”
Samtidig er det vigtigt ikke at stå alene med det som forælder.
Mange forældre kommer til at bære bekymringen alene alt for længe. Måske fordi de håber, det går over. Måske fordi de bliver usikre på, om de overdriver. Eller fordi det kan føles sårbart at sige højt, at ens barn ikke trives socialt.
Men ofte kan samarbejdet med barnets lærer, pædagog eller personalet omkring barnet gøre en stor forskel.
For de voksne omkring barnet ser noget andet, end man gør hjemmefra. De ser relationerne mellem børnene. De ser dynamikkerne i klassen eller gruppen. Og nogle gange opdager de ting, som barnet ikke selv får fortalt derhjemme.
Det betyder ikke, at voksne kan løse alt hurtigt. Sociale fællesskaber er komplekse, også for børn. Men børn har brug for voksne omkring sig, der samarbejder og hjælper med at skabe trygge rammer, hvor barnet ikke hele tiden føler sig forkert eller udenfor.
Nogle gange skal der heller ikke store ændringer til, før noget begynder at løsne sig lidt. Det kan være en voksen, der hjælper barnet mere ind i en leg eller en gruppe. En ny relation, der får lov til at vokse stille frem. Eller bare følelsen af, at der er voksne omkring barnet, som ser det og prøver at forstå det.
For børn lærer meget om fællesskaber i barndommen. Ikke kun gennem de andre børn, men også gennem de voksne, der hjælper dem med at mærke: “Du hører også til her.”
Det tager tid for nogle børn at finde den følelse. Og det kan være hårdt at stå ved siden af som forælder, når man bare ønsker, at ens barn skal føle sig valgt til og tryg sammen med andre.
Men børn behøver ikke perfekte voksne omkring sig. De har brug for voksne, der bliver ved med at være der, også når fællesskaber føles svære.
Med kærlig omsorg
Sara
