Det kan ramme hårdt som forælder, når dit barn begynder at føle sig udenfor. Måske fortæller dit barn, at de andre ikke spørger, om det vil være med. Måske kommer dit barn hjem mere stille end normalt. Eller måske kan du bare mærke, at noget har ændret sig.
Nogle børn sætter ord på det med det samme. Andre gør ikke. De trækker sig måske lidt mere, bliver hurtigere frustrerede eller begynder at sige, at de ikke har lyst til skole, fritidsaktiviteter eller legeaftaler længere.
Samtidig sker der ofte noget inde i dig. For det er svært at se sit barn stå på kanten af et fællesskab uden helt at vide, hvordan man hjælper. Det kan vække både uro, afmagt og en stærk lyst til at gøre noget med det samme.
Når udenforskab fylder mere indeni
At føle sig udenfor handler ikke kun om at være alene. Nogle gange kan børn godt være sammen med andre uden rigtigt at føle, at de hører til. De kan føle sig usikre, forkerte eller bange for ikke at passe ind.
Det kan begynde at fylde meget indeni et barn. Særligt hvis barnet begynder at holde øje med de andre hele tiden. Hvem der bliver valgt til. Hvem der bliver inviteret. Hvem der griner sammen.
Som forælder kan man hurtigt begynde at lede efter forklaringer. Er det noget socialt? Er mit barn for stille? For følsomt? For usikkert? Tankerne kan begynde at køre, fordi man så gerne vil forstå det og hjælpe sit barn videre.
Nogle gange får man også lyst til at skubbe lidt på. Opfordre barnet til at tage mere initiativ, være mere socialt eller prøve lidt hårdere. Ikke fordi man vil presse sit barn, men fordi man håber, det vil gøre det lettere at finde ind i fællesskabet.
Samtidig er det ikke altid så enkelt. For børn mærker hurtigt, hvis de begynder at føle sig forkerte i måden, de er sammen med andre på.
At hjælpe uden at gøre barnet forkert
Når børn føler sig udenfor, har de ofte brug for noget andet end hurtige løsninger. De har brug for at mærke, at der er plads til det, der gør ondt, uden at de samtidig skal føle, at de burde være anderledes.
Det betyder ikke, at vi som voksne ikke skal reagere eller støtte. Selvfølgelig skal vi det. Men nogle gange hjælper det mere at være nysgerrig end hurtigt at komme med løsninger.
For bag følelsen af udenforskab ligger der ofte noget sårbart. En usikkerhed. En længsel efter at høre til. En bekymring for ikke at være god nok til fællesskabet.
Det kan tage tid at finde sin plads blandt andre børn. Og nogle børn bliver mere påvirkede af relationer og sociale dynamikker end andre. Det gør dem ikke svage. Det gør dem menneskelige.
Som forælder kan det være svært ikke at ville fjerne smerten med det samme. Men nogle gange begynder noget vigtigt i det øjeblik, barnet mærker, at det ikke skal stå alene med følelsen af at være udenfor.
Ikke fordi alt bliver løst med det samme. Men fordi relationer også handler om at have nogen tæt på, når noget gør ondt.
Med kærlig omsorg
Sara
