Grunden til, at du har svært ved at sætte grænser, kan du læse mere om, herunder, ligesom jeg fortæller, hvad du kan gøre for at blive bedre.
Der kan være mange forskellige grunde, men den vigtigste kommer fra din opvækst.
Som barn har du – lige som klodens andre børn – haft behov for at være en del af en gruppe. Det vil her sige familien eller andre primære voksne. Du har haft brug tryghed, omsorg, sikkerhed, beskyttelse og, ikke mindst, at blive elsket betingelsesløst, for den person du var og er.
Da du var helt lille, gjorde du alt for at få den opmærksomhed, hvis den ikke kom i gavmilde, stride strømme, bl.a. ved at behage dine forældre. Des mere dine forældre ikke var opmærksomme eller ligefrem svigtede dig, jo mere kæmpede du for den gode stemning og tiltrække dig den positive, elskeligelig opmærksomhed. Der hvor det føltes tryg og godt!
Det skete overhovedet ikke, så du måtte, helt instinktivt finde nødløsninger.
Det blev du ekspert i allerede i en meget ung alder ift. at tilpasse dig de voksnes liv, og i håbet om at dækket dine basale psykologiske behov og dine anstrengelser virkede – måske i et eller andet omfang.
Nu skruer vi tiden frem til, at du er blevet voksen, og du bliver tiltrukket af et andet voksent menneske, og vil gerne elske og elskes og måske vil stifte en eller anden form for familie.
Dit tilknytningsmønster har du med dig og vil gøre alt for at tilpasse dig, for det har du jo lært og du tilsidesætter meget gerne dine egne behov – hvis du overhovedet har kendskab til dem? – for du har nu travlt med den andens behov, hvor du håber på – og ligefrem stræber efter – at du får kærlighed igen. Bare lige lidt opmærksomhed vil varme dig gevaldigt.
Er du heldig, så kan din partner gennemskue dig – på den gode måde – og der en chance for, at der bliver en rimelig sund balance mellem jer to.
Men der er desværre en rimelige risiko for, at du bliver hold fast i, at det er DIG der skal levere varen, og at du ikke rigtig får noget eller nok igen.
Sådan er livet, tænker du nok, for du har aldrig oplevet andet, og du rigtig uheldig, så misbruger din partner dig og dit pleasergen, for du kan ikke sætter de grænser, du har brug for at sætte, så du kan være i et sundt parforhold.
Nu er vi helt ovre i enten at du partner op med psykopaten eller møder narcissismen, og du bukker nakken og siger undskyld.
Nu skal du passer på med at gå tilbage og skælde dine forældre ud, for de har sikkert gjort alt i bedste mening og det kan også være kun den ene forælder, hvor det har knebet med opmærksomheden på. Dine forældre var jo også et produkt af deres barndom. Sådan noget her går desværre i arv.
Du har sikkert også mødt andre menneske, som har svigtet dig, f.eks. i din ungdom, så bliver dit usikre tilknytningsmønster slået endnu mere fast og virker som din sandhed.
Igen: du har IKKE kendt til andet.
Du går nu både og tænker og føler, at du ikke er værd at elske, du ved ikke helt hvem du er, heller ikke hvilke værdier du har, for livet har ikke rigtig handlet om dig, men allermest om hvem du kan tilfredsstille, så DU kan få det, du ikke kan give dig selv: OMSORG!
Du ligner formodentligt alle andre, som er i samme båd: – Du går rundt med en evig og konstant tomhedsfølelser.
Men sådan er det jo! Hvad kan du ellers gøre?
DU KAN SLIPPE TOMHEDEN OG BLIVE BEDRE TIL AT SÆTTE GRÆNSER – og komme til at hvile langt bedre i dig selv.
Nu kommer det måske til at lyde lidt abstrakt og langhåret, men der er godt videnskabeligt bevis for følgende:
Du skal ”træde ud af dig selv” og se på dig selv, som det lille barn, du var engang. – Hvilket behov har ”barnet” – altså dig – som ikke bliver opfyldt? Læg mærke til at her omtaler du dig selv i nutid.
Nu begynder du at skrive alle de behov ned, som du har/havde brug for, og derefter hvad du så kan gøre nu for dig/barnet. Hvilke følelser vil det give dig, når du opfylder dine behov?
Du vil helt sikkert mærke modstand i dig selv, for at skulle rette opmærksomheden mod dig selv, dine behov, de positive tanker og følelser, som, lige så stille, dukker op, for du er meget sjældent i centrum for din egen omsorg, nu hvor du er voksen.
Sådan er du jo vant til, at det er og har været i mange år!
Hvis du har svært ved at ”se dig selv udefra”, så forestil dig, at du sidder alene i mørket, i en biograf, og dig selv som lille, oppe lærredet.
Hvilke oplevelser har barnet?
Hvordan vil du støtte, hjælpe, vise omsorg til barnet deroppe? Hvad vil sige og gentage af støttende ord, igen og igen? Hvordan vil du fjerne skyldfølelsen hos barnet, med ord og handling? De grænser du skulle have sat i dit voksne liv, hvordan vil du råde barnet oppe på lærredet.
Som jeg ser det, opdrager du “barnet”, som du SKULLE have været opdraget. Jeg håber, det giver mening, selvom det kan virke fuldstændigt absurd at skulle gøre sådan.
Du har her fået en tilgang, og det er ikke unormalt, at fremgangsmåden skal justeres lige præcis til dig, ligesom du vil have godt af at gå i dybden med noget som er specielt ved dig.
Jeg ved af erfaring, at du uden tvivl vil forsøge at glide udenom, og at du vil have nemt ved at glide udenom nogle af de svære spørgsmål og fordi du måske slet ikke kender flere af svarene.
Så er det godt du har mig, for jeg er god til at ”opdage” dit gliden udenom og der, hvor det bliver ekstra svært, og på sammen måde, så er jeg god til at fastholde dig, der hvor det er nødvendigt.
Med bedste hilsner
Sara
