Glemte børn – det barn, som ikke var elsket af sine forældre. Det barn som voksede op i et hjørne. Det vil sidde fastlåst der i mange år – selv når det er blevet voksen, fordi dets barndom blev stjålet og det blev nægtet kærlighed. Som voksen er det stadig i kontakt med det sultne og vrede barn, det engang var. Den voksne sidder fast i sit barndomstraume.
I bogen: Parenting form the inside out, af psykiater og professor, Daniel J Siegel, giver det perfekte udtryk til dette glemte barn – skamkultur. Bag ordene er en begravet virkelighed, som vi ofte slet ikke er opmærksomme på.
Her henvises til de små børn, som skammer sig og bliver forvirrede, fordi de ikke lever i en typisk familie. De er uden omsorg, sikkerhed, medfølelse og anerkendelse.
Disse børn har ingen rolle i hjemmet. De er børn, som søger og aldrig modtager. Det er børn, som har lært at det er ubrugeligt at græde. Det er børn, som aldrig så sig reflekteret i sine forældres øjne eller følte deres omfavnelse. De glemte børn, der aldrig havde et autentisk hjem eller kærtegn, som ville forsikre dem om, at alt ville blive godt igen. Ingen lærte dem at tro på magi, på universet, tro på sig selv.
Disse skamkulturs børn ender med at miste dem selv i afgrunden af oprydning, tavshed og raseri. Et nedslående scenarie, som desværre er meget almindeligt i vores moderne samfund.
De glemte børn = forsømte liv
Når vi tænker på de glemte børn, tænker vi meget ofte på dysfunktionelle familier. Det er miljøer, hvor der er verbalt og fysisk misbrug, umodne forældre og mentale traumer er mere reglen end undtagelsen. Hvor barnet er marginaliseret. Et miljø som er præget af følelsesmæssig ubalance, frygt og usikkerhed.
Det er vigtige at afklare noget essentielt: De glemte børn lever tættere på os, end vi tror. De kunne måske være vores nabo. Det kan være, de bor i et elegant hus med tre etager eller har forældre, der altid virker venlige og smilende. Måske ser du dem med deres stille børn ved hånden, en skjult tristhed i øjnene, når de følger dem i skole eller efter skolens aktiviteter.
Det kan være, de har deres egne nøgler, og du ser dem komme hjem og forlade huset alene, fordi deres forældre arbejder hver dag, som de burde. Forældrene kommer hjem trætte uden energi til at interagere med eller lytte til dem. DET ER, hvad der aldrig må ske. I denne situation er der ikke vold, men dysfunktionen er åbenbar. Det er også en form for mishandling: MANGLEN PÅ ÆGTE KÆRLIGHED, MANGLEN PÅ EN BEVIDST OG NÆRVÆRENDE FORÆLDRE, MANGLEN PÅ FØLELSER FOR BARNET.
Der er ingen som bør leve i et hjørne
Intet menneske burde leve i et mørkt rum uden hengivenhed. At tilbringe barndommen i den slags miljø, uden hengivenhed og fuld af skygger, skaber en intern konflikt i barnet, som det kan tage mange år at løse.
“En af de heldigste ting, der kan ske for dig i livet, efter min mening, er at have en glad barndom.”
-Agatha Christie
Den schweizamerkanske psykiater, Elisabeth Kubler-Ross, forklarer, at det er som at starte en være kirurgisk operation på en række uordende følelser, som er gemt i forskellige bokse. Hver boks bliver mer rodet, jo dybere du går. Der er et kaotisk indre, en verden, hvor alt eksisterer på en gang: bedrag, forsømmelse, vrede og depression.
Det glemte barn bliver meget ofte til en utilgængelig voksen, mennesker, som holder sig for sig selv og ikke kan danne varige meningsfulde relationer. Det skyldes, at de på en eller anden måde stadig lever i skamkulturen, hvor de konstant spekulerer på, hvad de gjorde for at være uværdige for kærlighed. De fik ALDRIG den kærlighed, som var nødvendig for at opbygge og vokse som menneske.
Ingen fortjener at leve i et hjørne – især IKKE børn. Vores børn fortjener at blive passet på, elsket for den de er med omsorgsfulde ord. De fortjener vores tid, selv når vi kommer hjem efter en lang dag på arbejde. Derudover fortjener de vores uendelige tålmodighed og trøst.
Afslutningsvis vil jeg gerne komme med et forslag – invester i forældrene og komme med en form for ”forældreuddannelse”. Lad os sammen undgå flere glemte børn og tabte barndomme. Som forældre er det vigtigt at tænke over de konsekvenser dine handlinger vil få for resten af dit barns liv, herunder også hvordan I er sammen med Jeres børn. Ser I dem for de små mennesker de er, med deres egen personlighed. Børn vil bare elskes og anerkendes for den de er.
Nemt – nej bestemt ikke, men livet handler om valg – så lad os vælge det gode forældreskab til!
Med bedste hilsner
Sara
