Jeg er kun et menneske på godt og ondt. Selvom jeg også arbejder med glæde og trivsel, og har det kæmpe privilegium at opleve mennesker komme ud af en mørk hule og børste angstens, undertrykkelsens eller tristhedens støv af sig – så har jeg også, ind imellem dage hvor tristheden og utrygheden melder sin ankomst.
Så kan sorgen, lidelsen og smerten komme snigende. De dage hvor det ikke lige er solskin og regnbuen jeg kan se. Det skal dog lige nævnes, at det ikke er helt voldsomt, men følelserne er der. I reglen varer det et par timer – nogle meget få gange en dags tid.
På disse dage er alt lidt mørkere og negativt. Jeg finder min egen lille hule af tristhed – den føles som en gammel ven og følgesvend. Selvom jeg faktisk helst vil være for uden, så er der alligevel noget trygt ved situationen.
Nu bliver jeg god ved mig selv og spiser is direkte fra beholderen. Men efter et par timer begynder jeg at mærke et eller andet, der presser sig på. En glød? En ild? Et indre pres af – ja jeg kan ikke beskrive hvad det er, men det er der.
Jeg bryder fri af tristhedens kæder. Jeg begynder at kunne ane lyset for enden af tunnelen. Jeg stimulerer min nysgerrighed og min lyst til at gøre noget for andre igen. Det er lige dér, jeg genfinder min energi.
Lige så stille kommer smilet tilbage. Glæden presser sig igen på. Selvom tristhedens stemme banker på et eller andet sted i baggrunden, lader jeg den bare være, for den giver jo op, som et overtræt barn. Jeg kender jo følelsen af tristhed og ved det går over igen.
Her går jeg fra at være forvirret, den der følelse af at have det ukomfortabel med mig selv – fremmedheden, til at mærke styrken igen dukker op til en svingom.
Endelig kommer den ægte tryghed. Selvom det i starten er lidt usikkert. Nu kommer freden i sindet. Så tager den de næste vaklende mentale skridt. NU går jeg med rank ryg. Det er et valg jeg har truffet – det er mit liv – mit valg.
Et spørgsmål, som hjælper mig godt videre er: Hvornår jeg giver op? – JEG GIVER ALDRIG OP!
Med bedste hilsner
Sara
