Det er ikke kun voksne mennesker, som har været et halvt liv på arbejdsmarkedet, som oplever at kræfterne slipper op. At blive stresset og presset. Det er faktisk også de helt unge. De, som ellers lyser af livskraft og vitalitet. De er så spændte som en ballon, der er ved at sprænge.
Ganske pludselig ligger de på eller i deres seng. De er helt grå. Den eneste farve er de røde rande under øjnene, som ikke længere lyser og har en glød af gå-på-mod.
Hvad er det der sker? Vi smører sunde madpakker til dem. Siger de ikke må drikke mere end tre genstande. At de SKAL slukke for skærmen senest kl. 22.
Alligevel sker det oftere end i tror – de bliver til skygger af sig selv disse unge mennesker. De er så pressede.
Det kan være virkelig svært at forstå. For de løber ikke rundt med aviser eller passer børnene i nabolaget, som vi selv gjorde. De passer deres skole. De ses med deres veninder og venner. Men pludselig gør de det ikke mere. Ikke noget med at hoppe i sjippetov i stuen. Ingen kilder-tur med storebror – det er slet ikke sjovt mere.
Når jeg får talt med dem og efterhånden vinder deres tillid. Så fortæller de oftere end I tror, at de er i tvivl om de er gode nok, som de er. Om de har det, som skal til, for at kunne alt det vi forventer af dem.
Samfundet har ændret sig og de skal ikke længere bare overtage den fædrene gård, ud at tjene. De skal selv skabe deres liv og deres succes. Det eneste vi forventer af dem, er at de bliver lykkelig – og hvad er det?
Disse unge, har siden de var helt små, haft en natdragt på, hvor der stod ”shine like a star”. De har også set reklamer med ”Just do it” eller ”Be your self”.
Det de føler er, at de skal kunne klare hele verdenen. Hvor vi andre sammenlignede os med parallelklassen eller dem fra nabobyen.
Vores unge sammenligner sig selv med modeller, som om de er det, der beskriver hele klodens skønhedsideal. De ser så mange videoer online som f.eks. geniale unge i Korea, de som laver et band i Canada. Hvis vi tænker på os selv, så anede vi overhovedet ikke hvad de andre lavede eller hvad vi gik glip af.
Vores unge er ikke dovne. De er desillusionerede. De ved slet ikke hvad der er op og ned i deres tilværelse eller fremtid. De mister endda værdi derhjemme, fordi vi voksne er for trætte, til at inddrage dem i rengøringen og maddage.
Under dække af, at vi vil dem det bedste, lader vi dem ligge alene på værelset. Hvor de ukritisk søger på SOME og synes de ser perfektion – noget som er utopisk, da de fleste kun viser den gode side og ikke, når noget ikke lige går som det skal.
Det kan vi gøre bedre – start med at tale sammen, vær nysgerrig på jeres unge menneske og hvad de tænker. Guid dem og vær nærværende – lyder nemt ikke?
Jeg kan forsikre jer om, at det i starten overhovedet ikke er let, da det måske er ukendt land for jer. Måske kunne i starte med at spille kort eller et brætspil, og bruge det til at få samtalen i gang, hvis I skal måske lige genfinde hinanden igen. Det kan i godt fordi det aldrig er for sent. Hvor nemt det end lyder gælder det nogle gange om at tage det første skridt.
Jeg håber, det giver mening for jer.
Med bedste hilsner
Sara
