Jeg vil bare gerne have både mor og far
Jeg er bare et barn.
Jeg har ikke valgt, at I skulle gå fra hinanden.
Jeg har ikke bedt om at have to hjem, to tandbørster, to slags regler og to slags stemninger.
Jeg elsker jer begge to.
Når jeg er hos far, savner jeg mor.
Når jeg er hos mor, savner jeg far.
Og nogle gange føles det, som om jeg ikke må sige det højt, som om jeg skal vælge side, selvom jeg ikke vil.
Når de voksne kæmper
Jeg hører jer tale i telefon.
Jeg hører jeres stemmer blive hårde.
Nogle gange råber I ikke til mig, men om mig.
Jeg forstår ikke det hele, men jeg forstår stemningen.
Den sætter sig i min mave som en knude.
For jeg ved, at noget er galt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Når I skændes, føler jeg mig lille.
Når I skændes, føles det, som om I glemmer, at jeg stadig står midt i det hele og prøver at finde ud af, hvor jeg hører til.
Når mor tager på krisecenter
Jeg forstår ikke helt, hvad et krisecenter er.
Mor siger, vi skal passe på.
Men far har aldrig gjort mig noget ondt.
Jeg savner ham.
Jeg savner hans grin, når vi spiller bold, og den måde, han løfter mig på, som om jeg stadig er lille nok til at blive holdt.
Når jeg spørger til ham, siger mor, at vi ikke skal tale om det.
Men jeg kan ikke lade være.
For jeg elsker ham.
Og jeg elsker også hende.
Nogle gange siger mor, at jeg skal fortælle nogen, at far har gjort noget slemt.
Men jeg kan ikke.
For jeg ved, at det ikke er rigtigt.
Jeg prøvede engang at sige det, men det føltes helt forkert inde i maven.
Så nu siger jeg sandheden.
Og når jeg gør det, bliver mor vred.
Hun vender sig væk, og jeg kan mærke, at hun bliver kold.
Så får jeg ondt i maven på en anden måde.
Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt længere.
Jeg vil bare gerne have, at vi stopper med at skændes.
At mor ikke er ked af det, og at far stadig smiler, når han ser mig.
At jeg må elske jer begge, uden at det gør ondt.
Når barnets verden bliver delt i to
Når man er barn, tror man, at mor og far ved alt.
At de kan løse alting, fordi de er de voksne.
Men når de voksne bliver uvenner, føles det, som om verden revner lige midt igennem.
Jeg prøver at samle den igen.
Jeg tegner billeder, hvor vi alle tre er sammen.
Jeg siger, jeg har haft det sjovt, selv når jeg har grædt.
Jeg prøver at være stærk, men indeni føles det tungt.
Når de voksne husker, hvad der betyder mest
Kære mor og far, jeg har brug for jer begge.
Jeg har brug for, at I taler sammen, selv når det er svært.
Jeg har brug for, at I kan være i samme rum uden at glemme, at jeg står der.
Jeg vil ikke vælge.
Jeg vil bare elskes, af jer begge.
Til de voksne, der læser med
Når et barn står midt i en konflikt, mærker det alt.
Stemninger. Tavshed. Blikke.
Det kræver ikke råb for at gøre ondt.
Når du mærker, at konflikten fylder, så spørg dig selv:
“Er det her for barnets skyld eller for min egen?”
For nogle gange bliver konflikten vigtigere end barnet.
Men barnet mærker det altid.
Og det er her, vi som voksne har det største ansvar: at finde vejen tilbage til roen for barnets skyld.
Med kærlig omsorg,
Sara
Nogle få kilder til inspiration:
- Jesper Juul: Her er jeg! Hvem er du?
- Rikke Høgsted: Robusthed – sådan tackler du modgang med omtanke
- Børns Vilkår & Familieretshuset: materialer om børns oplevelse af skilsmisser
