Her er et bredt tema, som jeg forsøger at beskrive i dette blogindlæg, velvidende, at jeg ikke kommer omkring alt vedrørende ensomhed.
Ensomhed er en følelse af at være alene og forladt, at savne andres selskab. I vores sociale relationer, bliver ensomhed et problem, når vi ikke føler disse relationer kan opfylde vores behov for kontakt og at vi i selskab med andre stadig føler os ensomme.
Det er svært at sige til sig selv og sine omgivelser, at man er ensom. Netop ved at sige det højt, finder vi ud af, at vi har et problem, vi skal have hjælp til at håndtere. Der findes mange tilbud, som kan hjælpe dig. Problemet er, at mange af disse tilbud henvender sig til helt unge og ældre, de glemmer de helt yngre og midaldrende.
Kan du selv gøre noget?
Ja, nedenunder er nogle bud på, hvad du selv kan gøre.
- Anerkend følelsen
- Lær din ensomhed at kende og tag udgangspunkt i den
- Opsøg nogle der har det ligesom dig
- Giv dig tid og rum til at have følelsen
- Opsøg en hobby, du finder spændende. Helst samme sted, dag og tidspunkt
- Gør de ting du gerne vil, men som du ikke gør, fordi du er alene
- Tag på ture i naturen og oplev den med hele din krop og sjæl
- Find noget frivilligt arbejde, der interesserer dig
- Hvis du har plads og tid, så få dig et kæledyr og vis det omsorg
- Det vigtigste, hvis du er meget fastlåst i følelsen, så opsøg råd og hjælp
Det kan være meget smertefuldt at føle ensomhed. Det gode er, at de fleste former for ensomhed ikke bliver ved. Fordi følelser forandrer sig. Det samme gør livsomstændigheder. Vi kan være med til at præge dem. Nogle gange er det ganske små ting, der skal til for at ændre vores syn på tingenes tilstand, give os håb eller opfylde vores behov for kontakt. Andre gange skal der noget mere til.
Vi har nogle gange muligheden for og modet til at handle. Andre gange er det langt fra så let, og i stedet kan vi føle os fastlåste eller handlingslammede. I de tilfælde er det godt, hvis vi kan være venlig og tålmodige over for os selv, altså ikke nedgøre og kritisere os selv.
Mulighederne og modet kommer i de fleste tilfælde tilbage. Et sted at starte kan være at spørge sig selv, hvor vil jeg gerne vil gå hen og oftest kan vi forvente et venligt svar på, hvad vi vil gøre. Det kan være i parken med hunden. Det kan være i kirken, i det frivillige arbejde eller på internettet, det er kun fantasien der sætter grænsen for hvad vi selv kan gøre, hvis vi vil!
Med bedste hilsner
Sara
