Spring til indhold

De stærke kvinder!

Del dette indlæg

Undskyld mig, her kommer en lille opsang til os alle mig selv inklusive.

Hvem tænker på hende? Hende som altid smiler, henter og bringer, bager og giver andre et skulderklap med på vejen. Hende der lytter og altid kan ringes op.

Hvem går hun til?

Hvem i er der for en sej kvinde? En der har lært, at man bliver glad af at hjælpe andre.
En der hen ad vejen selv har erfaret, at der er en styrke i at se på den halvfulde kop frem for den halvtomme.

Sagen er bare den, at for alle os andre står der ind i mellem både halvtomme kaffekopper med brune løbedråber langs ydersiden.
For alle os findes der halvtomme vinglas og halvtomme hjerner og hjerter.

Hvor får hun hjælp, hende der løfter andre?
Hende der køber kage med.
Og som man kan låne kr. 500,- af, i en snæver vending.

Hun ved det ofte ikke, er ikke opmærksom på det.
Så hun går lidt ind i sig selv. Bliver stille. Bliver hjemme.
Altså lige ind til der er en der igen har brug for hende.

Som en slumrende Holger Danske er hun klar igen. Ingen skal lide på hendes vagt. Hun står der rank og stolt.

Men hov – hvis hun var så træt før, så kan man da ikke lige?

Alle svaghedstegn kan børstes af. Som krummer på et bukseben. Så kan man let træde hen over bunken og spæne ud på slagmarken igen – stå til rådighed.

Derude hvor andre kommer i håndgemæng. I uvenskab. I konflikt.
Hvad laver hun egentlig der?
Hun som selv er et fredselskende væsen?

Hun rydder op og venter på at blive opdaget.
At en ser på hende og siger; ”hej… kære ven. Det skal du da ikke stå med selv. Det er ikke dit ansvar! Og da slet ikke alene!”
Hun venter på en der siger; “Stop. Stop! Du skal også have en pause. Nu tager jeg selv over. Og tager selv ansvar!”

Så skulle hun ikke bare give slip og gå? Lade være. Blive hjemme? Jo. Men den vej er ukendt land for hende.

Så kunne vi ikke være så søde ved hinanden, at vi skiftes til at skubbe bag på. Skiftes til at bære og til at lytte.

Det ville klæde os alle.

Med bedste hilsner

Sara


Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.