Spring til indhold

Julen og ensomhedens favntag!

man, face, portrait
Del dette indlæg

Alle taler om jul, og at de glæder sig til at være sammen med familie og venner. Det er nok derfor julen bliver kaldt hjerternes fest. Desværre er julen for mange en ensom tid, der skal overstås – HURTIGT.

Jeg forsøger, ud fra min ekspertise som pædagog, cand.mag. pæd. og coach, at komme med nogle bud på, hvad du kan gøre for at komme gennem julen.

For langt de fleste er julen en dejlig tid. På de sociale medier er der mange udtalelser som: ”Ih, hvor bliver det dejligt at se familien og hygge med kager og kærlighed”, ”Jeg elsker jul med samvær og hygge”, ”Endelig blev det jul” osv. osv.

I julen er savnet af de mennesker, som ikke er her mere stærkest. Et savn der i hverdagens hamsterhjul ikke har så meget plads, derfor fylder den en del i denne højtid, fordi vi alle har forskellige traditioner i vores familier, bliver savnet tydeligere. Den tomme stol fylder mere.

De, der føler sig ensomme, tænker på alt det de ikke har, i stedet for at se på det de har. Den kæreste de ikke har, det barn de ikke har, den perfekte familie som de ikke har (PS. Perfekt eksisterer ikke)

Jeg møder ofte nogle i mit arbejde, som har en følelse af at være unormale, fordi deres måde at fejre jul ikke lever op til det typiske glansbillede med hjemmebag, dans om juletræet, kærlighed og kram. Den anden dag talte jeg med en klient, som fortalte, at vedkommendes juleaften altid endte med, at hendes forældre skændtes og at klienten går ud ad døren. Dette er ikke en enkeltstående tilfælde. Der er mange, som ikke har familie eller kæreste de kan holde jul med, og bliver derfor mindet ekstra meget på deres ensomhed, fordi jul er noget der bringer mennesker sammen.

Denne følelse af ensomhed, tristhed og måske følelsen af ikke helt at slå til rammer mange fra forskellige samfundslag. Der er ikke nogen grupper der er mere udsatte end andre, det er noget som kan ramme os alle. Når jeg gennem mit arbejde møder en, som føler sig alene og trist i julen, forklarer jeg dem, at det er helt normalt, og at mange har denne følelse. Ofte fører det til at skulderne kommer ned og der kommer et højt lettelsessuk. Herefter spørger jeg, om de ting der fylder, de er kede af er noget de kan eller ikke kan kontrollere.

Netop det at ville kontrollere det, vi ikke kan kontrollere gør, at vi bruger meget energi på at ændre noget, som vi ikke kan ændre. Du er nødt til at indse, at hvis du ikke har nogen familie eller måske er de fleste gået bort og de kommer desværre ikke tilbage uanset hvor meget du surmuler og er trist. Måske lyder dette mega hårdt og kontakt, det næste spørgsmål ville så være: ”Hvad har du kontrol over?”. Den reaktion jeg oplever ved det spørgsmål er FANTASTISK. Pludselig går det op for klienten, at de selv har et ansvar og muligheder for at skabe den jul – det liv – de ønsker. Her opstår der rigtig mange ideer som at ringe til venner og spørge om de må være med der eller rejse væk fra julen og holde ferie eller noget helt tredje.

Jeg tænker overordnet, at vi skal blive bedre til at fokusere på det vi har, end på det vi ikke har. Taknemmelighed er her nøgleordet – taknemmelig for det vi har fremfor det vi ikke har. Det kan være vores ægtefælle/partner, børn eller venner. 

Mit råd til DIG der føler dig trist, ensom eller ked af det i julen, er at tage skeen i egen hånd og gøre hvad du selv kan for at skabe den jul, du ønsker, med de muligheder du har.

Husk taknemmeligheden for alt det, du allerede har. Måske kan du lave en taknemmelighedsliste, en positivitetsdagbog hvor du skriver tre nye ting hver aften som du enten er taknemmelig for eller noget positivt der er sket for dig denne dag. Langt de fleste af os, der læser denne blog har som minimum en seng, dyne og et sted at bo som de kan være taknemmelige for – så her er et sted at starte.

Husk julen varer kun en lille måneds tid – så starter der et nyt år – et år, som du kan forme lige som du ønsker det.

Med ønsket om en rigtig glædelig jul til dig og din familie.

Sara


Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.