Når tre kvarters søvn kan føles som et maraton
Da vores ældste var baby, sov han kun tre kvarter flere gange i løbet af dagen. Ikke mere. Aldrig mere. Jeg husker tydeligt den følelse, det gav mig: Hver gang jeg endelig satte mig med en kop kaffe, pustede ud og troede, nu fik jeg lidt tid, så vågnede han. Tre kvarter. Punktum.
Det lyder måske som en lille ting. Men for mig voksede det sig stort. Jeg blev hurtigt irriteret og frustreret. Jeg følte, jeg ikke kunne få bare et øjeblik til mig selv. Jeg begyndte at tænke, at jeg måtte gøre noget forkert. Alle de andre babyer, jeg hørte om, sov timer i træk. Hvorfor gjorde min ikke det? Hvad var der galt med mig, eller med ham?
I min frustration voksede problemet sig større. Jeg begyndte at frygte putningerne, fordi jeg allerede vidste, hvordan det ville ende. Det fyldte alt hele dagen, selv når han var vågen og glad. Det var som en skygge, der hang over mig. Og det lagde et pres på hele familien. Jeg havde kortere lunte, mindre overskud. Min mand kunne mærke det, og vi begyndte at diskutere, hvem der havde det hårdest. De små gnidninger imellem os voksede, fordi vi begge var trætte og følte, vi bar mere end den anden.
En dag sagde min mor til mig: “Sara, sådan er han bare. Børn er forskellige.” Hun sagde det kærligt, men bestemt. Og det gik op for mig: Problemet var ikke kun, at han sov kort, problemet var, at jeg gjorde det til et kæmpe problem. Min forventning om, hvordan det burde være, gjorde det hele tungere.
Jeg begyndte langsomt at ændre perspektiv. I stedet for at se de tre kvarter som en fiasko, begyndte jeg at se dem som en gave. Tre kvarter, hvor jeg kunne tage et bad, læse lidt, eller bare sidde stille. Og jeg lærte, at børn er vidt forskellige, også når det gælder søvn.
Når jeg i dag møder forældre, der er frustrerede over, at deres barn ikke følger ”normen,” kan jeg spejle mig i deres oplevelse. For det er hårdt, når virkeligheden ikke matcher forventningen. Men jeg ved også, at det ofte er forventningen, vi skal arbejde med, ikke barnet.
Det handler om at slippe forestillingen om det perfekte barn, den perfekte hverdag, og i stedet finde ro i den familie, vi faktisk har. Når vi slipper sammenligningerne, kan vi bedre rumme vores virkelighed som familie. Og så vokser små frustrationer ikke til store problemer.
Tre små ting, jeg lærte af min oplevelse:
- Se på dit barn, ikke på normerne. Der findes ingen skabelon, alle børn er forskellige.
- Brug det, du får. Tre kvarter kan føles kort, men det er stadig tre kvarter. Brug dem på noget, der giver dig ro.
- Giv slip på sammenligninger. Det kan føles umuligt, men hver gang vi slipper tanken om, hvordan det burde være, får vi mere overskud til, hvordan det faktisk er.
Jeg håber, du kan bruge de tre små ting.
Med kærlig omsorg
Sara
