Måske kender du det. Dit barn reagerer på en måde, du ikke helt forstår, og inden længe har du telefonen i hånden. Du søger måske på, hvorfor dit barn pludselig ikke vil sove alene, hvorfor det bliver så voldsomt vredt, hvorfor det ikke hører efter, eller hvorfor afleveringerne pludselig er blevet svære. Du leder efter et svar, fordi du gerne vil forstå, hvad der sker, og fordi du selvfølgelig gerne vil gøre det rigtige for dit barn.
Det er aldrig blevet lettere at finde viden om børn og forældreskab. På ganske få minutter kan du finde artikler, podcasts, videoer, eksperter og andre forældres erfaringer med præcis det, du står i. Det kan være en fantastisk mulighed, og der findes meget god viden, som kan gøre os klogere på både børn og os selv som forældre.
Alligevel kan der ske noget mærkeligt, når vi leder efter svar. Vi begynder måske med ét spørgsmål og ender med ti nye.
Når alle har et svar
Du søger måske efter, hvad du skal gøre, når dit barn bliver vredt. Ét sted læser du, at du skal være tydelig og holde fast i dine grænser. Et andet sted bliver du opfordret til at være nysgerrig på, hvad der ligger bag barnets reaktion. Så dukker der en video op om nervesystemet, en artikel om konflikter og et opslag fra en anden forælder, der fortæller, hvad der virkede hjemme hos dem.
Alt sammen kan være både relevant og velment, men det kan også efterlade dig mere forvirret, end du var, før du begyndte at lede. Pludselig er du måske ikke længere kun optaget af, hvorfor dit barn reagerede, som det gjorde. Du er også begyndt at overveje, om du selv håndterede situationen forkert.
Skulle du have holdt mere fast? Skulle du have givet mere plads? Talte du for meget? Lyttede du for lidt? Burde du have forstået dit barns behov tidligere?
Jo flere svar vi får adgang til, jo lettere kan det paradoksalt nok blive at tvivle på vores egne.
Internettet kender ikke dit barn
Der findes meget generel viden om børn, deres udvikling og deres behov, som vi selvfølgelig kan have stor glæde af. Det er bare værd at huske, at den artikel, du læser, ikke kender det barn, der sidder hjemme hos dig.
Den ved ikke, at dit barn næsten ikke sov i nat, eller at der skete noget i skolen i går. Den kender ikke dit barns temperament, jeres familie eller de tusind små erfaringer, du har samlet gennem alle de år, du har kendt dit barn. Den ved heller ikke, om den adfærd, du søger på, er helt usædvanlig for dit barn, eller om du har set den mange gange før.
Det gør du.
Som forælder har du en viden om dit barn, som ikke kan findes i et søgeresultat. Det betyder ikke, at din fornemmelse altid er rigtig, eller at du aldrig har brug for andres perspektiver. Det betyder bare, at den viden, du allerede har om dit eget barn, også fortjener en plads, når du prøver at finde ud af, hvad der foregår.
Hvornår blev vi så bange for at gøre noget forkert?
Måske handler vores mange søgninger også om noget andet. Når vi hele tiden møder gode råd om, hvordan vi bør tale med vores børn, håndtere deres følelser, sætte grænser og skabe den bedste relation, kan det næsten komme til at føles, som om der findes én rigtig måde at være forælder på.
Så bliver det fristende at lede efter den, især når noget er svært. Hvis bare vi kan finde den rigtige metode eller de rigtige ord, kan vi måske undgå at gøre noget forkert.
Virkeligheden med børn ser bare sjældent sådan ud. Det, der virkede i går, virker måske ikke i dag, og det, der fungerer med det ene barn, fungerer ikke nødvendigvis med det andet. Nogle gange ved vi først bagefter, om vi traf en god beslutning, og andre gange finder vi aldrig ud af det.
Det kan være svært at acceptere i en tid, hvor et svar tilsyneladende altid kun er en søgning væk.
Din sunde fornuft må også være med
At stole på sin sunde fornuft betyder ikke, at man skal lukke øjnene for faglig viden eller klare alting selv. Der vil være situationer, hvor det netop er vigtigt at søge viden, tale med andre eller få professionel hjælp. Viden kan give nye perspektiver og hjælpe os til at få øje på noget, vi ikke selv havde set.
Spørgsmålet er måske snarere, hvad der sker, hvis vi begynder at betragte al den viden som et facit i stedet for noget, vi kan tænke sammen med.
Næste gang du får lyst til straks at finde telefonen frem, kunne det måske være interessant først at blive lidt længere i det, du selv ser. Hvad skete der egentlig med dit barn? Hvad plejer du at lægge mærke til i lignende situationer? Hvad fortæller dit kendskab til lige præcis dit barn dig?
Måske ender du stadig med at google. Måske finder du noget, der giver rigtig god mening, og som du kan bruge. Forskellen er bare, at du ikke behøver lægge din egen viden om dit barn fra dig, mens du gør det.
Der findes ikke en søgemaskine, der kan fortælle dig præcis, hvordan du skal være forælder for dit barn. Måske skal der heller ikke gøre det.
For midt i alle de råd, metoder og svar, vi har adgang til, må der også være plads til, at du kender dit barn og nogle gange godt må stole på det, du selv ser og mærker.
Med kærlig omsorg
Sara





