“Mor, jeg keder mig.”
Der går måske ti minutter.
“Mor, jeg keder mig stadig.”
Sommerferien er fyldt med situationer som denne. Mange forældre oplever, at børnene hele tiden kommer og fortæller, at de ikke ved, hvad de skal lave. Måske har du allerede foreslået en masse forskellige ting. Måske har I været afsted tidligere på dagen. Måske føler du, at du efterhånden er løbet, tør for idéer.
Det kan hurtigt blive frustrerende.
For hvor mange forslag skal man egentlig komme med? Og hvad gør man, når barnet afviser dem alle sammen?
Samtidig kan der snige sig en følelse ind af, at man burde gøre noget mere. At man burde kunne finde på noget, der gør barnet glad og tilfreds.
Men måske er det slet ikke din opgave.
Når vi kommer til at overtage ansvaret
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vores drenge er kommet og har fortalt, at de kedede sig.
I starten kom jeg ofte med forslag. De kunne bygge noget. Tegne. Spille et spil. Gå udenfor. Jeg ville gerne hjælpe dem videre, så kedsomheden forsvandt.
Det tror jeg, mange forældre kan genkende.
Vi ønsker det bedste for vores børn, og derfor er det naturligt at hjælpe. Problemet er bare, at vi nogle gange kommer til at overtage en opgave, som egentlig tilhører barnet.
For når vi hele tiden finder løsningerne, lærer barnet ikke nødvendigvis at finde dem selv.
Det betyder ikke, at vi aldrig skal hjælpe. Selvfølgelig skal vi det. Men måske behøver vi heller ikke føle os ansvarlige for at underholde vores børn hele dagen.
Kedsomhed kan være ubehagelig. Både for børn og voksne. Derfor får vi ofte lyst til at fjerne den så hurtigt som muligt.
Men nogle gange sker der noget vigtigt, når vi ikke gør det.
Når fantasien får lov til at arbejde
Det kan være fristende at række barnet en tablet eller en iPad. Det virker ofte med det samme. Kedsomheden forsvinder, og der bliver ro i stuen.
Der er heller ikke noget galt i, at børn bruger skærm indimellem.
Men skærmen løser også noget for barnet.
Den overtager underholdningen.
Den finder på.
Den fylder tomrummet ud.
Når børn selv skal finde på noget, er situationen en anden. Så bliver de nødt til at tænke lidt længere. Kede sig lidt længere. Være lidt mere kreative.
Ofte kommer idéerne ikke med det samme. Først kommer måske frustrationen. Derefter rastløsheden. Men efter noget tid begynder mange børn selv at finde på.
De bygger noget. Opfinder en leg. Finder noget frem, de ikke har brugt længe. Eller laver noget helt andet, som ingen voksne kunne have planlagt.
Det kræver tålmodighed.
Både fra børnene og fra os som forældre.
For kedsomhed handler ikke altid om, at der mangler noget at lave. Nogle gange handler det om, at barnet endnu ikke har fundet frem til det.
Måske behøver vi derfor ikke altid at finde løsningen med det samme.
Måske må der godt gå lidt tid.
Måske er det netop i de øjeblikke, børn lærer, at de faktisk godt kan finde på noget selv.
Med kærlig omsorg
Sara
