Der er en særlig smerte forbundet med følelsen af at være en dårlig forælder.
Ikke fordi man ikke prøver.
Men fordi man prøver så meget.
Mange forældre går rundt med en indre stemme, der hele tiden vurderer, vejer og måler.
Gjorde jeg nok i dag?
Sagde jeg det rigtige?
Var jeg nærværende nok?
Ofte kommer tanken snigende i helt almindelige situationer.
Midt i aftensmaden.
I bilen på vej hjem.
Når huset endelig er stille.
Og selv på dage, hvor man faktisk har gjort sit bedste, kan følelsen stadig være der.
Som om noget mangler.
Som om man mangler.
Det kan være svært at sige højt, men følelsen af at være en dårlig forælder handler sjældent om, at man er dårlig.
Den handler oftere om et stort ansvar, stærke følelser og et ønske om at gøre det rigtige hele tiden.
Når kravene udefra og forventningerne indefra vokser, begynder mange forældre at vende blikket mod sig selv.
Og det blik er ikke altid venligt.
Måske er det derfor, følelsen gør så ondt.
Fordi den rammer midt i det, der betyder allermest.
At føle sig som en dårlig forælder er ikke et tegn på ligegyldighed.
Det er ofte et tegn på engagement.
På omsorg.
På at man tager sit ansvar alvorligt.
Men når den tanke får lov at fylde for meget, kan den tage plads fra noget andet.
Kontakten.
Relationen.
De små øjeblikke, der faktisk er der, også på svære dage.
Måske handler det ikke om at blive en bedre forælder.
Måske handler det om at møde sig selv lidt anderledes i forældrerollen.
Ikke med flere krav.
Men med lidt mere forståelse for, hvor meget der allerede bæres.
Med kærlig omsorg
Sara
