Når vi brænder vores lys i begge ender!

girl, sadness, loneliness
Del dette indlæg

Så skete det. Kæden faldt af. Du har gennem lang tid påtaget dig for meget. Været der for andre og glemt dig selv.

Du vidste godt, du skulle have sagt nej til den sammenkomst, at hjælpe en veninde, tage til bryllup eller. Du var udmærket klar over det.

Alligevel gør vi det ikke – siger NEJ – vi synes ikke, vi kan finde en passende undskyldning, for ikke at komme eller hjælpe. Er det ikke en god grund, at ville passe på sig selv? Bare at sige nej, fordi vi ikke kan overkomme det? Passende undskyldning – behøver vi en undskyldning for at melde afbud?

Hvis vi virkelig rammer bunden – der hvor det tager dobbelt så lang tid at kravle op igen – hvor vi absolut intet kan. Vi sover, græder og ser tomt ud i rummet uden at fornemme vores omgivelser. Her vil vi opleve manglende energi og glæde ved livet.

Når vi har det sådan, lever vores selvkritik i bedste velgående. Det kan være tanker som f.eks.: Du er intet værd, dit skvat. Tag dig nu bare sammen og komme op på hesten igen. Stop så det tuderi og klynken, det hjælper ikke.

Nu har du virkelig brug for hjælp til at få vendt skuden. Det kan du ikke selv klare, når du har ramt bunden med et ordentligt BRAG og der ikke synes at være en udvej.

Du er udbrændt. Du har ikke mere at give til dig selv og andre. Du kan faktisk kun ligge og stirre ud i luften. Det er okay og du skal bare blive liggende. Når du kan mærke dit energiniveau stige ganske langsomt, skal du stadig blive liggende. Du har brug for at få mere energi, så du kan begynde at finde den hjælp, du har brug for.


I vores samfund i dag, skal vi løbe virkeligt stærkt. Vi hjælper ingen ved ikke at lytte til os selv og vores fornemmelse for vores egen sundhed. JA selvfølgelig er det træls at skulle sige fra, men det er nødvendigt. Det kan være endnu sværere, hvis vi har et veludviklet pleaser gen. Her har vi virkelig brug for at komme i kontakt med os selv og vores tanker. Vi har brug for hjælp til at finde ud af, hvorfor vi altid vil stille andre tilpas og glemmer os selv. Er det let? NEJ gu er det ej, men min erfaring er, at hvis vi tør acceptere, at vi har en udfordring og være tro mod os selv, kan vi også give så meget mere til andre.

Hvad har du at miste ved at være tro mod dig selv?

Med bedste hilsner

Sara



Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.