Sommerferien er slut, og hverdagen er begyndt igen.
Madpakkerne skal smøres. Beskederne fra skole og institution tikker ind. Arbejdet fylder igen, og kalenderen begynder langsomt at blive fyldt op. Samtidig prøver du at finde rytmen i familielivet efter flere ugers ferie, hvor dagene måske har set lidt anderledes ud.
For mange forældre er det også her, følelsen af utilstrækkelighed begynder at dukke op.
Måske havde du forestillet dig, at du ville møde hverdagen med mere overskud. At sommerferien ville have givet dig ny energi og gjort det lidt lettere at være tålmodig, nærværende og rolig. Men allerede efter få dage kan du stå med en oplevelse af, at du ikke helt kan følge med.
Der er ting, du ikke har nået. Ting, du har glemt. Ting, du gerne ville have gjort anderledes.
Måske kommer følelsen snigende efter en travl morgen, hvor alle skulle ud ad døren, måske dukker den op, når du bliver mere irritabel, end du havde lyst til, eller måske mærker du den først om aftenen, når huset er blevet stille, og tankerne begynder at gennemgå dagen.
For mange forældre handler utilstrækkelighed ikke om én bestemt situation. Det er mere en fornemmelse af hele tiden at være lidt bagud. Som om der altid er noget, man burde gøre bedre, nå mere af eller have mere overskud til.
Samtidig kan det være svært helt at sætte fingeren på, hvor følelsen kommer fra. For udefra kan hverdagen sagtens se almindelig ud. Børnene bliver afleveret. Arbejdet bliver passet. Aftensmaden kommer på bordet. Alligevel kan der være en stemme indeni, som fortæller, at det ikke er nok.
At man ikke er nok. At andre forældre sikkert gør det bedre.
Når det føles som om alle andre har styr på det
Noget af det, der kan gøre følelsen af utilstrækkelighed endnu stærkere, er sammenligningen med andre. Vi møder andre forældre ved afleveringen om morgenen, til fritidsaktiviteter eller på sociale medier, og nogle gange kan det se ud, som om de har fundet en måde at få familieliv, arbejde og hverdag til at hænge sammen, som vi selv leder efter.
Samtidig står vi ofte med et meget detaljeret kendskab til vores egne fejltrin. Vi husker de morgener, hvor vi blev stressede, de situationer, hvor tålmodigheden slap op, eller de aftener, hvor vi gik i seng med følelsen af ikke helt at have været den forælder, vi gerne ville være. Derfor kommer vi let til at sammenligne vores egen virkelighed med det billede, vi ser af andre menneskers liv.
Det kan få os til at tro, at vi er de eneste, der kæmper med tvivlen. De eneste, der nogle gange mister overblikket. De eneste, der står med følelsen af ikke at slå til. Men virkeligheden er ofte en anden. Mange forældre går rundt med de samme tanker, uden at de nødvendigvis deler dem med andre.
For de fleste af os viser ikke de svære øjeblikke frem. Vi fortæller sjældent om den konflikt, der opstod i bilen på vej til skole. Vi deler ikke nødvendigvis følelsen af afmagt, når et barn er ked af det, og vi ikke ved, hvordan vi bedst hjælper. Og vi taler heller ikke altid højt om de dage, hvor energien er så lav, at selv små opgaver føles store.
Når vi kun ser glimt af andre menneskers liv, kan vi let komme til at tro, at de har styr på noget, vi selv mangler. Men ofte ser vi kun en lille del af virkeligheden. Bag facaden findes der også hos andre forældre bekymringer, tvivl og dage, hvor tingene ikke går, som de havde håbet.
Måske er følelsen af utilstrækkelighed derfor ikke et tegn på, at du er dårligere til at være forælder end andre. Måske er den i højere grad et tegn på, at du sammenligner din egen virkelighed med et billede, der aldrig viser hele historien.
Flytter følelsen ind i hverdagen?
Følelsen af utilstrækkelighed viser sig sjældent som én stor tanke. Den flytter ofte ind i de små situationer, der opstår i løbet af en helt almindelig dag. Det er måske derfor, den kan være svær at få øje på. For den kommer ikke nødvendigvis med store armbevægelser, men sniger sig ind mellem hverdagens mange gøremål.
Den kan dukke op, når du henter dit barn og opdager, at du allerede er træt, selvom dagen langt fra er slut. Den kan vise sig, når du bliver mere irritabel, end du havde lyst til, eller når du mærker lettelsen over endelig at få lidt ro, samtidig med at den dårlige samvittighed begynder at røre på sig.
Nogle forældre oplever den som en indre stemme, der hele tiden kommenterer på det, de gør. En stemme, der fortæller dem, at de burde være mere nærværende, mere tålmodige eller have mere overskud. Ikke fordi de ikke gør nok, men fordi listen over alt det, de gerne vil være for deres børn, kan blive meget lang.
Samtidig lever mange familier i en hverdag, hvor der skal jongleres med arbejde, institution, skole, fritidsaktiviteter, praktiske opgaver og relationer. Midt i det hele forsøger de fleste forældre også at finde plads til sig selv, deres parforhold og den restitution, som både krop og sind har brug for. Det er ikke mærkeligt, at noget nogle gange glipper.
Alligevel kommer mange til at gøre sig selv til problemet. Som om utilstrækkeligheden er et bevis på, at de ikke gør det godt nok. Men måske handler følelsen ikke om, at der er noget galt med dig. Måske handler den om, at du står midt i et ansvar, som betyder utrolig meget for dig.
Forældreskabet er noget af det vigtigste, mange mennesker kommer til at beskæftige sig med i deres liv. Derfor giver det også mening, at vi bliver påvirkede, når vi føler, at vi ikke lykkes, som vi gerne ville. Problemet opstår først, når følelsen får lov til at definere, hvem vi er.
Måske er følelsen af utilstrækkelighed derfor ikke hele sandheden. Måske fortæller den ikke, at du gør det forkert. Måske fortæller den bare, hvor højt du elsker dine børn, og hvor gerne du vil gøre det godt.
Med kærlig omsorg
Sara
