Når vi færdes mellem andre mennesker iscenesætter vi os selv. Vi er det Ervind Goffman kalder ”frontstage”.
F.eks. hvis vi arbejder som frisør, betjener vi kunderne og taler med dem om løst og fast. Når vi går ud i personalerummer og holder en lille pause er vi ”backstage”. Her kan vi næsten være os selv. Hvorfor skriver jeg næsten? Det er fordi, at når vi er sammen med andre mennesker, herunder også kollegaer, har vi en maske på. Masken viser ikke helt, hvem vi er. Vi holder kortene tæt ind til kroppen.
Det er faktisk kun, når vi er hjemme, at vi lader masken falde. Det er vores trygge base og den har vi alle brug for.
For at vende tilbage til Goffman, kan hans teori anvendes til at se på social interaktion isæt mødet mellem mennesker. Hvordan interagerer vi med hinanden? Hvem har førertrøjen på? Osv.
Han anvender metaforen fra teatrenes verden med scenen – ”frontstage” og ”backstage”. Hvad betyder dette i virkeligheden.
- Frontstage: Det er når vi er sammen med andre mennesker, så er vi frontstage, dvs. at vi er på en scene og vi spiller en rolle. Hvilken rolle vi spiller afhænger af den konkrete situation. Det kan f.eks. være rollen som tjener.
- Backstage: Det er når vi er et sted, hvor vi kan træde ud af rollen. F.eks. hjemme, så er vi backstage. Her kan vi lade batterierne op og slappe af.
I dag har vi de sociale medier. Hvis vi analyserer hvad der skrives og uploades her, kan vi læse, at der virkelig foregår identitetsarbejde her. Vi kan helt selv vælge, hvad vi viser og hermed hvilket indtryk vi giver andre. Med Goffmans ord kan vi sige, at vi ”faceworker”, når vi er på de sociale medier. Vi kan skabe lige nøjagtig det billede af os selv, som vi vil. På denne måde har vi lettere ved at kontrollere, hvilke informationer vi videregiver til andre. Det er også letter at kontrollere på sociale medier i forhold til det fysiske møde.
Indtoget af de sociale medier har også en bagside. Når vi færdes her, ser vi kun ”forsiden” vi ser ikke ”bagsiden”. Der hvor noget er svært eller nærmest umulig for den enkelte. Tror mig, vi har alle en bagside. Det er ikke rart at udstille den offentligt, derfor holder vi den oftest for os selv.
Når vi påtager os en rolle på jobbet eller i vennekredsen, bærer vi masken som f.eks. den hjælpsomme der altid smiler (selvom vi måske allermest har lyst til at skrige og løbe langt væk), den der påtager sig for mange opgaver og smiler (selvom bægeret er ved at flyde over)
Vores roller er forskellige ift. hvor vi befinder os. Hvis vi er hos tandlægen, er vi patienter og agerer som sådan. Hvis vi er kunde i en forretning, agerer vi i forhold til denne rolle. Det er kun fantasien, der sætter grænsen for alle de roller, vi spiller gennem dagen.
Derfor er det så vigtigt for dig, at huske at være lidt kritisk ift. de roller du spiller. Gider du have denne rolle? Hvorfor ikke? Hvordan kan du ændre den?
Hvis vi ikke er lidt selvkritiske, kan vi ende i en rolle, vi overhovedet ikke vil have, men kan have svært ved at slippe af med den.
Jeg kan hjælpe dig med at sige fra, da det vigtigste er, at du er tro mod dig selv og dine værdier.
Som jeg har beskrevet i mange af mine opslag er vores relationer til andre mennesker vigtige, men med Goffman, har jeg forsøgt at forklare, hvordan vi hver dag iscenesætter os selv. Jeg håber det gav mening for dig.
Med bedste hilsner
Sara
Kilder: Goffman, Erving, 1992, Vore rollespil i hverdagen, Hans Reitzels Forlag, København
