Det kan være noget af det sværeste som forælder at stå og se sit barn være ked af det uden helt at vide, hvad du skal stille op. Måske græder det, måske bliver det stille, eller måske trækker det sig væk fra dig.
Samtidig sker der noget inde i dig. Du mærker det med det samme. Det gør noget ved dig at se dit barn have det svært. Det er ikke bare noget, du observerer. Det er noget, du mærker helt indeni.
Når du får lyst til at gøre det bedre
Når dit barn er ked af det, kan det næsten føles som en automatisk reaktion, at du skal gøre noget. Sige noget rigtigt, trøste på den rigtige måde eller få det til at gå væk igen. Det kan være svært bare at stå i det.
Ikke fordi du ikke kan rumme dit barn, men fordi det kalder på dig. Du vil hjælpe. Du vil gøre det bedre. Og det er en helt naturlig reaktion, når man er tæt på et menneske, man holder af.
Samtidig kan tvivlen hurtigt snige sig ind. Gør jeg det rigtigt? Burde jeg sige noget andet? Hjælper jeg, eller gør jeg det værre? Tankerne kan begynde at køre, mens du stadig står midt i situationen.
Den tvivl hænger ofte sammen med ønsket om at gøre det godt og være en god forælder. Men nogle gange kan den også komme til at fylde så meget, at den tager opmærksomheden væk fra det, der sker lige foran dig.
Nogle gange prøver du noget andet. Du siger ikke så meget, gør ikke så meget, men bliver bare lidt i det. Og det kan føles forkert. Som om du burde gøre mere, eller som om du ikke gør nok.
Det kan give en uro. For vi er vant til, at vi skal handle, hjælpe og finde en løsning. Så når vi ikke gør det, kan det føles, som om vi svigter lidt.
At blive i det sammen
Men nogle gange er det ikke løsninger, der er brug for. Nogle gange er det bare det, at du er der. At du bliver. At du ikke går væk fra det svære, selvom det er ubehageligt.
At være der uden at skulle ændre noget kan skabe en anden form for ro. Ikke fordi det fjerner det svære med det samme, men fordi dit barn ikke står alene med det.
Det er ikke altid det, vi gør, der gør forskellen. Nogle gange er det det, vi ikke gør. Når vi ikke skynder os at forklare eller fikse, giver vi plads til, at noget kan være, som det er.
Relationer bliver ikke stærkere, fordi vi løser det hele. De bliver stærkere, fordi vi kan være i det sammen. Også når det er svært, og også når det ikke forsvinder med det samme.
Det her er ikke nemt. Det kræver noget at blive stående, når man har lyst til at gøre det bedre, og når man mærker sit barns følelser så tydeligt.
Men det er ofte dér, noget vigtigt sker. Ikke fordi du gør noget særligt, men fordi du bliver.
Med kærlig omsorg
Sara
