Jeg har skrevet om, at vi som forældre opdrager til det ukendte, fordi vi ikke ved hvordan fremtiden vil forme sig.
Når det så er sagt, er der alligevel noget som ikke forandre sig så meget. Hvad kan det mon være? Det er børns dannelse. Børnene opdrages i et demokratisk samfund, hvor de har medbestemmelse på samfundets fremtid gennem deres egen stemme. De oplever at have indflydelse på deres egen dagligdag uanset deres baggrund, alder, kultur og køn.
De skal samtidig også vide noget om ligestilling og så meget mere.
Dannelse er faktisk en dybere form for læring, hvor Jeres barn lærer om værdier og opnår viden om deres egen personlighed. Ja det er en form for ”lov” til at de kan orientere sig og handle i overensstemmelse med de regler og normer, som eksisterer i en global verden. De skal agere som et hensynsfuldt, demokratisk og kritisk individ.
Derfor skal der skabes betingelser for, at børn lærer at passe på og interagere med andre på en respektfuld måde mener Lene Tanggaard, der er psykolog og forsker.
“Dannelse er at have fået en så afgørende relation til noget, hvad enten det er musik, litteratur, et landskab, et sted, til kunst, et håndværk eller til grammatikken, at vi også ønsker, at andre skal få glæde af det eller skal kunne se værdien i det. På den måde kan vi blive os selv og overskride os selv gennem det andet og de andre.” – Lene Tanggaard.
Dannelse er faktisk at være en del af det samfund, som barnet er født ind i. Såfremt vi kun ser på barnet som et unikt væsen, er der en fare for at det aldrig lærer om de værdier, som er vigtige for ALLE børn.
I et interview med BUPL’s formand Elisa Rimpler kommer Svend Brinkmann med nogle gode pointer, som jeg vil skitsere nedenunder.
1. Alle er som alle, som nogle og som ingen
Svend Brinkmann interesserer sig for hvad der gør et menneske til et menneske.
Ovennævnte sætning stammer fra et psykologisk hovedværk af Henry A. Murray & Clyde Kluckhohn fra 1950’erne. Brinkmann mener sætningen stadig er aktuel i dag. Hvis vi skal forklare sætningen er det sådan at alle er som andre, på en eller anden måde, fordi vi har mange fællestræk med andre individer, som sker i relationer og fællesskaber med andre. Alle er som nogle – da vi hver især tilhører grupper og fællesskaber, der har stor betydning for vores identitet og selvforståelse. Alle er som ingen andre, fordi vi er enkelt individer med egne livsvilkår, drømme og forhåbninger.
2. Dannelse er højnelse til humanitet
Med ”højnelse” er man ifølge Brinkmann ude i at få noget til at vokse op, oplyses eller opdrages. Med ”humanitet” bliver det klart, at det er det fællesmenneskelige, man gerne vil løfte børn op til. med ”kultur” slås det fast, at dette sker gennem kulturelt udviklede sammenhænge.
3. Børn skal ikke reduceres til at være ressourcer i en konkurrencestat
I Svend Brinkmanns optik er det vigtigt at holde fast i en klassisk dannelsestanke. Ja, han kalder det ligefrem for “den måske vigtigste pædagogiske opgave netop nu”, hvor samfundet efter hans mening igennem mange år har været præget af andre tanke måder.
“I konkurrencestaten er dannelsesbegrebet på mange måder væk og erstattet af et syn på, at vores børn skal være soldater i konkurrencestaten. Viden, medmenneskelighed og kundskaber har kun værdi, hvis de kan omsættes og bruges til noget. Og børn bliver her betragtet som ressourcer ligesom olie eller jernmalm, som skal optimeres, så en nation kan klare sig i konkurrencen mod andre stater. Det er en ekstrem reduktion af børn, men ikke desto mindre er det det syn på børn, unge og studerende, der har ligget bag mange af de seneste års reformer,” siger Svend Brinkmann.
4. En stressende erfaring hele tiden at skulle blive dygtigere
Svend Brinkmann er ikke modstander af, at landsholdet vinder i fodbold eller håndbold, eller at nye vacciner bliver udviklet. Men han er til gengæld betænkelig ved et samfund, hvor alt kan gøres til genstand for optimering. Med den tyske sociolog Hartmut Rosa tegner Svend Brinkmann et billede af, at vi alle sammen går opad en rulletrappe, der kører nedad:
“Alene for at blive på samme sted, skal vi bevæge os. Men det kan vi ikke hele tiden. Nogle gange har vi brug for at stå stille, og så kører vi nedad, mens dem på rulletrapperne ved siden af ser ud til at løbe fra os. Vi bliver nødt til at avancere og blive endnu dygtigere, hvis vi skal følge med, og det stopper aldrig. Vi har livslang læring og kompetenceudvikling, og det er en frygtelig stressende erfaring at gøre sig. Det er en del af forklaringen på tidens mange epidemier af stressrelaterede lidelser som angst og depression. Og det gælder både børn og voksne.”
5. Hvis alle vinder, hvem er så taberne?
Det er ikke bare politikere og økonomer, der vil noget med børn og unge. Det vil pædagoger også. Er det et dilemma for pædagoger? For selvom en af vores opgaver er at lære børn og unge, at de er gode nok, som de er, så skal vi heller ikke slå os til tåls med, at vi ikke giver dem de bedste betingelser og udviklingsmuligheder,
Svend Brinkmann er enig i, at man skal ville noget på børnenes vegne:
“Der er ikke noget galt med at præstere og blive dygtig til noget. Men jeg er allergisk over for retorikken om, at alle skal være vindere. Jeg ved ikke engang, hvad det betyder. For hvis alle er vindere, er ingen vindere. Og man må logisk set også tale om tabere, hvis nogen er vindere,” siger han.”
6. Et håndværk, et instrument, en sport og et fremmedsprog
I stedet for at tale om, at alle skal være vindere, vil Svend Brinkmann hellere argumentere for, at der er nogle færdigheder, som børn bør lære sig som en del af deres dannelse.
“Det er klart, at nogle er bedre til sprog end til håndværk, og at andre er bedre til musik end til sport. Og det er fint nok, for vi er alle forskellige. Men hvis vi som minimum prøver at føre vores børn ind i de fire sfærer, så får vi mennesker, der forstår sprogs opbygning, kan bruge deres krop og hænder, har sans for kvalitet og æstetik og forståelse for lyd, rytme og melodi. Og vi skal ikke være flove over at bruge tid på den slags, for det er nogle af de fænomener, der er med til at højne mennesker til humanitet,” siger Svend Brinkmann.
7. Værdier er væsentlige uden at kunne måles
Hvordan argumenterer man så for, at begreber som pædagogik og dannelse har værdi, når det er svært at måle den? Vi kan jo ikke give en karakter for et være en god ven eller påvise effekten af nærvær og dannelse. Hvordan skal vi så få løftet de værdier i diskussionen om det gode børneliv over for politikere, som synes, at vi i forvejen er et af de lande, som bruger aller flest ressourcer på institutioner?
Svend Brinkmanns svar er optimistisk:
“Jeg tror, at langt de fleste mennesker kan overbevises om, at det ikke skyldes dovenskab, hvis vi ikke måler værdierne. Vi ødelægger værdier som dannelse, hvis vi prøver at måle dem. Det ligger der selvfølgelig en vis opgave i at oplyse befolkningen og politikerne om. Og dem, der ikke kan forstå det, er uden for pædagogisk rækkevidde.”
Så i bund og grund indeholder børns dannelse at de lærer om de værdier, normer og regler, som eksisterer i vores samfund – sagt på en anden måde, vi opdrager vores børn det at tage aktiv del i samfundet, ved at være en del af fællesskabet og de demokratiske processer der hører til vi vores samfund.
Jeg håber du kunne lide, hvad du læste. Hvis JA så send det videre til nogen, som du ved interessere sig for emnet.
Med bedste hilsner
Sara
Kilder:
https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/forskningsunivers/dannelse-er-forme-det-hele-menneske
